Skip to main content

Kolding Netavis

Ny administrerende direktør

Elo Christoffersen
Peter Brøndum Jensen er ny administrerende direktør for HITSA-koncernen. Foto: Jacob Due.

Kolding-virksomheden HITSA har fået ny administrerende direktør.

Ny administrerende direktør: Forleden tiltrådte Peter Brøndum Jensen som ny administrerende direktør for HITSA-koncernen. HITSA producerer belysning og byrumsinventar. Han får ansvaret for at styrke forretningen og den bæredygtige udvikling i koncernens to brands, HITSA og Lampas, som begge har til huse i Kolding.

-HITSA er en spændende koncern med fokus på cyklisme, belysning og æstetik i det offentlige rum. Koncernens seriøse arbejde med bæredygtighed og socialt ansvar finder jeg særligt motiverende at videreføre sammen med medarbejderne, fortæller Peter Brøndum Jensen i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i Ellegaard Group i Viborg og har både national og international ledererfaring, herunder fire år i Canada. Han har en baggrund med marketing og kompetencer inden for salg, produktudvikling og ledelse. Han ser frem til at indgå i samarbejdet med arkitekter og styrke det danske design samt den internationale dimension i arbejdet inden for CROWD-gruppen.

Peter Brøndum Jensen er 48 år og bor i Vejle sammen med sin hustru og fire børn.

Farvel til Henrik Andersen

Peter Brøndum Jensen afløser Henrik Andersen, som efter 13 år som administrerende direktør og medejer stopper i sin stilling. Henrik fortsætter dog i HITSA og Lampas indtil overdragelsen er gennemført, og fratræder officielt ved udgangen af marts 2026.

HITSA blev grundlagt i 1984 i Hejls og har siden flyttet til Kolding, hvor produktion og administration nu er samlet. Koncernen tæller 80 medarbejdere og omfatter også belysningsproducenten Lampas. Siden 2023 har HITSA været en del af den hollandske koncern CROWD.

James Steward, administrerende direktør for CROWD, roser Henrik Andersen:

-Henrik er en særdeles respekteret direktør, både internt i HITSA og i CROWD-gruppen. Han har gennem årene bidraget utrætteligt til koncernens vækst og nyder stor respekt blandt alle, der har arbejdet med ham.

Med Peter Brøndum Jensen i spidsen ser HITSA frem til at fortsætte sin udvikling og styrke sin position både nationalt og internationalt.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.