Det traditionsrige “Hop i Søen” i Jels blev nytårsaftensdag fejret med godt humør.
Mange tog det kolde gys til Hop i Søen: Det traditionsrige “Hop i Søen” i Jels blev endnu en gang en festlig måde, at sige farvel til det gamle år og ønske hinanden godt nytår på. I år samlede arrangementet igen mange deltagere og tilskuere ved Jels Søbad.
Og det kunne høres på flere deltagere, at det var det kolde gys. Temperaturen var ihvertfald ikke mange centimeter værd, lød det fra flere mandlige deltagere.
Men den friske dukkert blev taget med godt humør af deltagere i alle aldre.
Inden man nåede til det traditionsrige dyp i søen, blev der løbet enten en tur på fem eller otte kilometer.
Der var liv og glade dage ved søbadet, hvor mange mødte op – også for at heppe på deltagerne, hilse på hinanden og skabe god stemning. Det var gratis at deltage, og det var helt frivilligt, om man ville hoppe i vandet eller nøjes med løbet og fællesskabet.
Som de foregående år sørgede Jels Frivillige Brandværn for ekstra sikkerhed, så alle kunne nyde nytårstraditionen trygt og godt.
Se billederne øverst i artiklen…

















