Kolding Netavis

Kolding sælger landsholdskeeper

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Efter tre sæsoner for tidligere KoldingQ og nu Kolding IF Women skal landsholdskeeperen spille i Norge.

Kolding IF Women og de norske vicemestre fra Rosenborg BK er nået til enighed om et salg af keeper Lene Christensen.

Lene Christensen, som gennem de sidste tre sæsoner har vogtet målet for tidligere KoldingQ og nu Kolding IF i den bedste danske Kvindeliga, har underskrevet en aftale med Rosenborg BK.

En aftale Frederik Lund er meget tilfreds med:

-Dette er et historisk salg for klubbens kvindeafdeling og det største der har været på kvindesiden her i Kolding. Vi er stolte over at klubben har kunne være med til at udvikle spillere til udenlandske klubber. Jeg vil gerne takke Lene for den store indsats i klubben. Vi ønsker Lene alt held og lykke i det norske og glæder os til at følge med i fremtiden, siger han i en pressemeddelelse.

Til keepersituationen tilføjer Frederik Lund:

-Vi forventer snarest at kunne præsentere den nye første keeper for Kvindeligatruppen.

Til aftalen siger Lene:

-Jeg har været superglad for de 6,5 år, som jeg har tilbragt i Kolding. Det har været nogle fantastiske år, hvor jeg har mødt en masse fantastiske holdkammerater, trænere, holdledere, osv. Jeg vil være klubben evig taknemmelig for den tillid jeg har fået fra start til slut, og takke dem for hjælpen med min udvikling. Jeg ser nu frem til en ny udfordring i Rosenborg BK, og føler at det er det rette step i min karriere.

Lene Christensen kom til klubben fra Haderslev FK i sommeren 2015 og spillede i daværende KoldingQ’s U17 og U18, hvor hun var med til at vinde 1 sølvmedalje og 2 guldmedaljer. Hun nåede at spille 45 kampe i den bedste kvindelige række.

Landsholdskeeperen har skrevet en toårig aftale med den norske klub, som fra næste sæson deltager i Women’s Champions League.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel