Signe Søndergaard skifter Fortuna Hjørring ud med Kolding IF.
Kolding IF henter ungt landsholdstalent i Fortuna Hjørring: Kolding IF har skrevet kontrakt med den 19-årige Signe Søndergaard, som skifter til klubben fra Fortuna Hjørring. Udover erfaring fra seniorfodbold kommer Signe med solid baggrund fra ungdomslandsholdene, hvor hun har spillet 21 kampe på U17- og U19-niveau. Det skriver Kolding IF i en pressemeddelelse.
Trods sin unge alder har Signe allerede opnået værdifuld erfaring på højt seniorniveau, og i Kolding IF ser man et stort potentiale i hende:
-Signe er et klart stort talent, der tidligt har fået værdifuld seniorerfaring, og vi glæder os til at se hende gøre en forskel hos os, fortæller cheftræner Lasse Skovhøj.
En dynamisk og gennembrudsstærk spiller
Han fremhæver især hendes offensive kvaliteter og gode personlige egenskaber:
-Hun er en dynamisk og gennembrudsstærk spiller, som passer perfekt til vores spillestil. Hun har store ambitioner, er imødekommende og vil hurtigt falde til i truppen.
Tilgangen af Signe Søndergaard er en vigtig del af Kolding IF’s strategi om at styrke truppens kvalitet:
-Vi har haft fokus på at forstærke truppen, og med Signe får vi en stærk investering i fremtiden. Nu skal hun have tid til at finde sin rolle og udvikle sig videre, siger cheftræneren.
Signe Søndergaard ser selv overgangen som et spændende næste skridt:
-Jeg glæder mig til at starte i Kolding. Klubben satser på unge talenter, og deres udviklingsplan passer perfekt til mig. Det føles som det helt rigtige skridt i min karriere.
Med Signe Søndergaard tilføjer Kolding IF endnu et ungt og ambitiøst talent til truppen, som skal være med til at kombinere udvikling og konkurrence på højt niveau.
