Kolding Boldklubs herrer sikrede sig lørdag eftermiddag endnu en sæson i serie 2 efter en 5-0 sejr over Bov IF fra serie 3.
Lørdag eftermiddag var en særdeles vigtig kamp for Kolding Boldklubs herrer, der skulle sikre sig endnu en sæson i serie 2. På Mosevej var Bov IF fra serie 3 på besøg og det er kun vinderholdet, der i den nye sæson får lov til, at spille i serie 2.
Langt hen i første halvleg bølgede kampen frem og tilbage, men i slutningen af første halvleg fik Kolding Boldklub åbnet for scoringerne. På blot to minutter var Kolding Boldklub pludseligt foran med 2-0. Nicklas Koerstz Corydon Nielsen scorede begge mål – i det 39. og 41. minut. Det blev pausestillingen.
I anden halvleg sad Kolding Boldklub tungt på kampen. Og det betød endnu flere mål. Frode Bak scorede til 3-0 i det 51. minut. Efter 64 minutters spil gjorde Huseyin Øzcan det til 4-0. Og Nicklas Koerstz Corydon Nielsen lukkede kampen til slutstillingen 5-0.
Dermed er Kolding Boldklub klar til endnu en sæson i serie 2.
Se billederne øverst i artiklen…

















