Skip to main content

Kolding Netavis

Julemuseum fejrer 10 års jubilæum

Elo Christoffersen
Privatfoto.

Lillelund Julemuseum nærmer sig 10 års jubilæum. Markeringen starter 4. oktober med revy og festligheder.

For brødrene Bønny og Brian Lillelund føles det næsten uvirkeligt at kunne se tilbage på 10 år som julemuseumsdrivere. Især de seneste 10 år, hvor passionen for julen har fyldt livet og hverdagen. Og hvor de har formået at skabe noget helt unikt. Deres julemuseum ved Brørup – Lillelund Julemuseum – er fortsat Danmarks eneste af sin slags. Og jubilæet nærmer sig med hastige skridt.

Sæsonen åbner stille op igen lørdag den 4. oktober klokken 14-17 med et helt særligt arrangement i revyens tegn. En forpremiere og festlig start på en markering af jubilæet. Denne dag vil der være revy med brødrenes nye samarbejdspartnere, John Skov og Birgitte Antonius. Der er plads til 60 deltagere, som kan nyde en kombination af hygge, julemuseum og underholdning.

Succesrige projekter

De sidste 10 år har brødrene kæmpet for at sprede julestemning i hele Danmark med flere succesrige projekter. Det gælder blandt andet udstillinger som Jette Frølich-udstillingen på Museum Sønderskov, en julekalender-udstilling med originale kulisser fra TV2, pyntning af butikker og messe i Grindsted samt endda en mild version af julemuseet i Tønders juleby.

Med deres 10. sæson tager de det næste store skridt og åbner 8. november en stor juleudstilling på det historiske Bork Gåsemandens Gård, som de overtog tidligere på året. Dermed driver de i denne sæson julemuseum på to lokationer. En dobbelt satsning med dobbelt så meget julepynt og julestemning, som lover en unik oplevelse for besøgende.

En livsstil

Julelivet er for brødrene ikke bare et museum, men en livsstil, der gennemsyrer hele deres hverdag. De blev landskendte i 2018 med dokumentarfilmen Julebrødrene på TV2, hvor et filmhold fulgte deres liv i næsten 3,5 år. Filmen er stadig tilgængelig på Filmstriben og bruges flittigt i undervisningen i folkeskoler over hele Danmark. Noget brødrene er stolte af.

De 10 år som julebrødre har også været en personlig rejse og udvikling for de enæggede tvillinger. De har nået mange af deres drømme, bevist deres værd og fortsat ufortrødent med at bringe juleglæde til både lokalområdet og resten af landet.

Der kommer for alvor gang i julemuseet den 12. oktober, der er den officielle sæsonåbning. Her arrangerer brødrene Lillelund også traditionen tro et bagagerumsmarked. Endnu et populært højdepunkter i den kommende sæson, hvor der er åbent mange dage i oktober, november og december.

For Brian og Bønny Lillelund er det et særligt år. De glæder sig til at byde både gamle og nye besøgende velkommen til årets fejringer og juleoplevelser.

Lillelund Julemuseum har i øvrigt åbent i hele efterårsferien i uge 42 fra klokken 11-16.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.