Julebrødrene Bønny & Brian Lillelund rydder op og holder stort loppemarked i 2026.
Julebrødrene rydder op i privat samling: Brødrene Bønny og Brian Lillelund, som driver det historiske sted Gåsemandens Gård, starter det nye år med et spændende oprydningsprojekt. Siden 2. januar 2025 har de ejet Gåsemandens Gård og drevet stedet side om side med deres julemuseum lidt uden for Brørup, som de har haft i 10 år. 2025 blev et fantastisk og travlt år med mange aktiviteter og besøgende.
På Gåsemandens Gård blev der i 2025 afholdt fire udstillinger, 10 sommermarkeder og en stor enkeltstående dag, “Kulturhøsten”. Senere på året satte de punktum med et julemarked og en juleudstilling. I alt gennem året havde de omkring 4.000 – 5.000 besøgende. Samtidig bød julemuseet nær Brørup på et bagagerumsmarked og syv dages julemarked i november og december med underholdning og revy, som samlet trak 2.589 besøgende. Brødrene er glade og tilfredse med sæsonens forløb.
Rydder op i privat samling
Nu er tiden inde til at rydde op i deres private samlinger, der er vokset gennem 10 år. De går i gang med det største oprydningsprojekt nogensinde med masser af pynt, materialer og ting, de ikke længere har brug for. Alt bliver sat til salg på et stort loppemarked, hvor hele overskuddet skal bruges til at bevare og udvikle både Gåsemandens Gård og julemuseet ved Brørup.
Oprydningen begyndte allerede nytårsdag i deres julemuseum i Brørup, hvor de har pakket over 50 store flyttekasser, som snart kommer til salg. Blandt tingene er julepynt, dekorationsmaterialer og mange andre spændende fund – helt fra julesamlinger drevet af både Bønny og Brian gennem årene.
Det store oprydnings-loppemarked holdes i Spejderhuset lige overfor Gåsemandens Gård fra torsdag den 12. februar til søndag den 15. februar, hver dag klokken 11-15. Brødrene håber på stor opbakning og støtte fra besøgende, så de kan samle penge til at fortsætte arbejdet med deres julemuseer og nye oplevelsesprojekter.
Bønny og Brian glæder sig til årets kommende udfordringer og muligheder, og som de siger:
-Det er først om et år, vi ved, hvilke drømme der bliver til virkelighed.
For brødrene er det en livsstil at fejre jul året rundt og skabe unikke oplevelser for hele Danmark.
Du finder Gåsemandens Gård på Galgebjergevej 20, 6893 Hemmet og Lillelunds Julemuseum holder til på Sønderskovgårdvej 6 ved Brørup.
