Kolding Netavis

Bedre muligheder for uddannelse til borgere med handicap

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Nanett Myllerup Jensen (SF), byrådskandidat, Østergade 18, 6580 Vamdrup.

I disse dage er der mange unge mennesker, der får deres studenterhuer på eller afslutter andre uddannelser – det er en dejlig tid! Vejen til uddannelse er dog ikke lige let for alle. For mennesker med handicap kan den vej være meget lang og udfordrende.

De fleste mennesker med handicap ønsker at indgå i samfundslivet. De ønsker at uddanne sig, at arbejde og at være en del af fællesskaber. Men selvom de både ønsker det og har evnerne, kommer de ofte til at stå udenfor, fordi de ikke bliver tilbudt den rette hjælp og støtte. Det er i hvert fald min oplevelse.

Jeg er født med et synshandicap og det har betydet, at der gik 10 år, før jeg fik min HF. 10 år hvor jeg havde problemer med at følge med, jeg skiftede mellem uddannelser, fordi jeg ikke følte, at der var plads til mig og mine udfordringer og jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg kunne.

Derfor vil jeg arbejde for, at Kolding Kommune bliver bedre til målrettet at hjælpe de mennesker med handicap som kan og vil med at uddanne sig.

Der bør vejledes i valg af uddannelse ud fra et individuelt perspektiv, hvor der tages hensyn til den enkeltes konkrete udfordringer, styrker, ønsker og muligheder, for at skabe de bedst mulige chancer for et succesfuldt uddannelsesforløb fra starten.

Ligeledes skal der støttes op undervejs og stilles de nødvendige hjælpemidler til rådighed. Det skylder vi de mennesker, det drejer sig om og resten af samfundet, som får gavn af de ressourcer, der ellers går tabt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *