Politi og brandvæsen kom på en indsats i forbindelse med et ammoniakudslip i Taulov.
Ammoniakudslip på mejeri: Onsdag klokken 13.18 modtog politiet en anmeldelse om et ammoniakudslip inde i en bygning hos mejerigiganten Arla – Taulov Mejeri – på Danbovej i Taulov. Politiet assisterede brandvæsenet under indsatsen, og ingen er kommet noget til.
Området omkring Danbovej i Taulov var spærret et stykke tid. Der blev sat afspærringer op i området, og folk blev bedt om at respektere anvisningerne på stedet. Efter en times tid kunne alle ansatte forlade mejeriet.
Brandvæsenet fik hurtigt kontrol over situationen og indledte udluftning af bygningen. Politi og brandvæsen forventer, at være færdige på stedet ved 15.30-tiden.
-Anders Buch fra Arlas presseafdeling bekræfter over for TV Syd udslippet på Taulov Mejeri:
-Det er en svejsning, der er gået, og der er et lille udslip. Der er ingen tilskadekomne, og vi forventer at være oppe at køre igen om at par timer, siger Anders Buch til tv-stationen.
I forbindelse med indsatsen var der to brandbiler, flere politibiler og en ambulance.



