Kolding Netavis

Rekordstort antal unge starter på IBA

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

519 nye studerende! Aldrig har så mange unge søgt en dansksproget videregående uddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Natten til fredag fik 449 af de unge tilbudt studiepladsen gennem den koordinerede tilmelding. Og inden da havde akademiet allerede tilbudt en studieplads til 70 unge på sine såkaldte top-up uddannelser, som bygger oven på en erhvervsakademiuddannelse.

Dermed bliver det det største antal studerende nogensinde, som begynder på en dansksproget uddannelse på IBA i Kolding. Og erhvervsakademiet glæder sig til at tage imod hver og en af dem.

-Vi er stolte over, at så mange unge ønsker at læse deres videregående fuldtidsuddannelse hos os i Kolding i år. Og samtidig glæder det os, at vi hvert år kan tiltrække flere og flere danske studerende til vores uddannelser, fortæller prorektor Jeanette Lemmergaard fra IBA i en pressemeddelelse.

Tidligere tilbød IBA også flere af sine videregående uddannelser på engelsk, men den mulighed fjernede et politisk flertal for år tilbage. Årsagen var, at man ønskede at spare på udgifterne til S.U. til de internationale studerende.

-Vi er fortsat kede af, at man politisk har fjernet de engelsksprogede studiepladser fra os. For vi er meget optaget af vores internationale profil, fordi vi tror, at det gavner alle vores studerende. Så selv om vi ikke længere må udbyde vores fuldtidsuddannelser på engelsk, så har vi fortsat praktikpladser i udlandet, studieture og internationale samarbejder på kryds og tværs, siger Jeanette Lemmergaard og fortsætter:

-Oven i har vi hundredvis af internationale studerende på vores masteruddannelser, som ikke får S.U. og selv betaler for uddannelsen. Så studiemiljøet på IBA er stadig delvist internationalt.

De mange nye danske studerende begynder på IBA i slutningen af august.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel