Kolding Netavis

Glæde hos Alfabo

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Alfabo.

Det er endnu engang lykkedes Alfabo at holde administrationsomkostningerne nede – og dermed også huslejen i ro.

Hos Alfabo arbejdes der konstant på at gøre driften så effektiv, så beboerne får mest muligt ud af deres husleje.

Derfor var bestyrelsesformand Bent Jacobsen og direktør Erik Lønne Gottfredsen glade og tilfredse, da de ved boligselskabets årlige repræsentantskabsmøde torsdag kunne præsentere årets resultat.

Det er endnu engang lykkedes at holde administrationsomkostningerne nede – og dermed også huslejen på lavest mulige niveau.

Administrationsbidraget pr. bolig var i 2022 på 2.812 kr. hvilket er væsentligt mindre end landsgennemsnittet, som ifølge Landsbyggefonden er på 5.089 kr. Desuden er afdelingernes gennemsnitlige effektivitet på 91 %, hvilket er over Region Syddanmarks gennemsnit på 80 %.

-Disse nøgletal viser os, at Alfabo drives effektivt, og at der er stor fokus på omkostningerne, fortæller Erik Lønne Gottfredsen og fortæller videre, at det at være selvstændig og lokal betyder, at Alfabo endnu bedre kan tilpasse service til de omgivelser og de kommuner, boligorganisationen er i.

Overskud

Udover et lavt administrationsbidrag og høj effektivitet kommer Alfabo for fjerde år i træk ud med sorte tal på bundlinjen. I 2022 regnskabet var årets resultat mere end en kvart million.

-Det er et meget tilfredsstillende resultat, som vi er stolte af. Vi driver en meget omkostningsbevidst administration til glæde for vores mange beboere, siger Erik Lønne Gottfredsen.

-For Alfabo er det vigtigt, at vi kan tilbyde boliger af høj kvalitet til særdeles konkurrencedygtige priser og boliger, som alle har råd til at bo i. Derfor glæder det mig, at vi holder os til den kurs, vi har sat. Højest mulig bo-kvalitet til den lavest mulige leje, tilføjer Bent Jacobsen.

På repræsentantskabsmødet blev Alfabos mange nye byggerier og renoveringsprojekter fremhævet. Frem mod 2028 skal Alfabo bygge og renovere for 1,5 mia. kr., og i løbet af første halvdel af 2023 er der allerede afholdt flere spadestik og rejsegilde i forbindelse med byggeri af blandt andet familieboliger og seniorbofællesskab.

-Vi skal bygge gode boliger. Vi skal skabe gode, stærke fællesskaber. Og så skal vi selvfølgelig blive ved med at skue fremad og være på udkig efter nye samarbejdsmuligheder, siger Bent Jacobsen.

Formanden fremhæver også, at 2023 blev året, hvor Alfabo fusionerede med Tyrstrup Andelsboligforening (TAB). 1. januar 2023 kom TAB med 300 boliger fordelt på to afdelinger.

-Vi glæder os over samarbejdet og er taknemmelige for den tillid, der er vist os ved at ville være en del af Alfabo, slutter Bent Jacobsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel