Kolding Netavis

Overraskelse til Koldings Natteravne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Ladies Circle overraskede Koldings Natteravne.

Selvom Coronaen gjorde sit indtog i foråret, betød det ikke, at Ladies Circle, LC3, opgav deres mission på at indsamle penge til gode formål. Kolding-klubben skulle have været vært ved et arrangement for distriktets Ladies Circle klubber fra Fyn og Trekantsområdet med ca. 100 deltagere. Det blev i stedet til en alternativ indsamling og et indsamlet beløb på næsten 15.000 kroner, hvor det på forhånd var bestemt, at beløbet skulle deles mellem Mentorbarn og Natteravnene i Kolding.

– Mentorbarn har været et landsdækkende indsamlingsprojekt i Ladies Circle Danmark gennem de seneste to år, og der er indsamlet tæt på 900.000 kr. til projektet på landsplan i alt i løbet af de to år. Vi ved, at Mentorbarn også har kontor i Kolding, men vi ville også gerne give penge til et andet lokalt formål, og her valgte vi Natteravnene i Kolding, fortæller formand for LC3 og afdelingsleder i Sydbank, Pernille Vinding, til Kolding Netavis.

Tre natteravne blev overraskede

Da gavechecken skulle overrækkes, var Natteravnene inviteret med til et møde i klubben uvidende, om hvad der ventede dem. Natteravnene gav et godt indblik i deres arbejde med Koldings ungdom, om at gøre Kolding et trygt sted at gå i byen og færdes ude om natten, og om at de altid er klar med en hjælpende hånd, hvis unge alligevel er kommet i uføre i bylivet. Mange af pigerne i klubben har børn og fik via historierne fra det virkelige liv en del stof til eftertanke. De tre natteravne blev meget overraskede og glade over gavechecken og havde bestemt ikke forventet en så flot donation.

Natteravnene er båret frivillige kræfter, og derfor tager de meget gerne imod donationer i form af kontante donationer eller en kasse bolsjer, som de kan dele videre ud.

Som Rene Arendt fra Natteravnene fortæller:

– Bolsjerne er i høj kurs, når vi er på vagt. Og så er det en god icebreaker til at komme i snak med de unge på.

Udover at de deler bolsjer ud, kan Natteravnene kendes på de flotte gule jakker, og så går de altid 3 personer sammen af sikkerhedsmæssige årsager. Natteravnene i Kolding har desværre ikke haft stor tilgang af medlemmer, selvom kravene til en natteravn ikke er store: Du er god til at lytte, har en ren børneattest, er over 18 år og har 3-4 fredage eller lørdage i året, hvor du kan gå en vagt for natteravnene.

– Der er specielt mangel på kvindelige natteravne, og det er bare nemmere for kvinder at komme i kontakt og tale med unge piger i nattelivet, som Rene Arendt beretter.

Derfor fik alle medlemmer fra Ladies Circle Kolding også et gavekort på en nattevagt med Natteravnene med fra mødet.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel