Kolding Netavis

Vandrende arbejdstagere i EU

Læserbrev af Bo Vesterlund (SF), EP-kandidat, Rosenholm 18, 6000 Kolding.

Da Storebæltsforbindelsen blev bygget, da metroen i København blev bygget og da der manglede buschauffører i Århus Sporveje, kom der mennesker til Danmark som løste nogle opgaver. De kom med kompetencer, vi skulle bruge, og de leverede arbejdskraft. Tilsvarende har danskere fået arbejde i andre lande og løst opgaver.

På Århus Sporveje fik tyske buschauffører instruktion i bustrafikken i byen, og gennem 3F fik de orientering om løn- og arbejdsforhold efter den danske model. Så kunne de varetage arbejdet og havde fair overenskomstdækkede forhold.

Men hos firmaet Beier blev filipinske chauffører, som af kyniske arbejdsgivere var lokket til Østeuropa og gjort til “østeuropæere”, omfattet af “fri bevægelighed”- princippet. Herefter blev de ansat til 15 kr. i timen og indkvarteret under kummerlige forhold i Padborg. Så måtte center mod menneskehandel og politiet gribe ind mod dette misbrug af EU´s regler og manglende respekt for dansk overenskomst.

Når chauffører kommer til Danmark med varer, må de køre 3 ture når de læsser af. Dette har kyniske arbejdsgivere misbrugt så de har ladet dem køre ekstra ture for at løse nogle opgaver til en løn under overenskomsten. Denne sociale dumping kostede over 1000 danske chauffører jobbet.

Løn- og arbejdsforhold skal følge overenskomsten og EU´s udstationeringsdirektiv om “samme løn for samme arbejde på samme sted”. Det kan undre at Anders Vistisen og Jørn Dohrmann, DF i Europaparlamentet stemte imod dette direktiv, som skal stoppe social dumping.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *