Kolding Netavis

Vamdrup-virksomhed vinder trofæ

Isovers fabriksdirektør, Jesper Eeg Knudsen (til højre) med en flok stolte medarbejdere. Det er Jytte Hansen, operatør, der holder trofæet. Foto: Isover.

Isover i Vamdrup vinder trofæ for ambitiøs sundheds- og trivselspolitik.

Isovers fabriksdirektør, Jesper Eeg Knudsen, har været en tur i Paris for at modtoge den prestigefyldte Ruby Award, rubin-prisen, for fabrikkens ambitiøse tiltag for en sundere livsstil og større trivsel blandt medarbejderne.

Prisen blev givet som led i Saint-Gobains årlige, internationale prisuddeling Diamonds, Rubies and Emeralds Awards blandt alle koncernens fabrikker og produktionssteder som led i koncernens fokus på miljø, sundhed og sikkerhed.  Det skriver Isover i en pressemeddelelse.

Isover er en del af Saint-Gobain koncernen, en af verdens største producenter og leverandører af materialer til byggeindustrien med aktiviteter i 67 lande og 180.000 medarbejdere på verdensplan. I Danmark alene har Saint-Gobain 10 fabrikker og 2.150 medarbejdere, heraf godt 200 på Isover-fabrikken i Vamdrup. I Vamdrup fik virksomheden den fornemme rubin-pris, der dækker over kategorien sundhed for sit vedholdende fokus på medarbejdernes trivsel og sundhed gennem næsten et årti.

På Isover har medarbejderne både i arbejdstiden og efter fyraften haft adgang til et bredt sundheds- og trivselsprogram, blandt andet, sund kost i kantinen, rygestop, sportsturneringer, gymnastik, oprettelse af sportsklubber efter fyraften med for eksempel spinning, cykling, badminton og løb som fælles aktivitet, gratis frugt til alle, fælles deltagelse i halvmarathon, DHL stafet og meget andet. Endelig har virksomheden indført rygning forbudt, ligesom de ansatte har mulighed for at bestille tid til massage i arbejdstiden.

Mountainbike og mindfulness

– Jeg er utroligt stolt over prisen og ikke mindst over vores medarbejdere. For uden medarbejdernes engagement kunne vi ikke have så vedholdende og effektivt fokus på sundhed og trivsel – både i arbejdstiden og i medarbejdernes fritid. Sund kost, motion og rygestop skal ikke være noget arbejdspladsen tvinger den enkelte medarbejder til. Men vi har pligt til at gøre det nemt og tilgængeligt at vælge en sund livsstil, siger Jesper Eeg Knudsen, der har været fabriksdirektør på Isover i 17 år og stået i spidsen for den lange række af forskellige sundheds-tilbud til medarbejderne gennem de seneste 9 år.

Eftersom det er helt frivilligt, hvorvidt man som medarbejder vælger at tage imod de sunde tilbud eller ej, er det ikke muligt at måle den konkrete effekt på bundlinjen. Men Jesper Eeg Knudsen er ikke i tvivl om, at adgang til motion, sund kost og andre sundhedsfremmende tiltag gør en forskel, ikke mindst på den menneskelige bundlinje:

– Erfaringen er, at sundhed på arbejdspladsen ’griber om sig’ og det har også en stor social funktion, som for eksempel DHL Løbet, der første gang for 6 år siden kun tiltrak 10 deltagere. Men de efterfølgende 4 år har vi haft over 60 DHL-deltagere fra Isover. Vi har også petanque-turneringer og motionsklubber uden for arbejdstiden, hvor fællesskabet er i centrum. Desuden er adskillige af vores medarbejdere stoppet med at ryge, skiftet til en sundere livsstil, tabt sig og helt generelt kommet i bedre form.

Han understreger, at det langt fra er alle sundheds- og trivselstiltag, der vinder fodfæste blandt medarbejderne. Det er hele tiden et spørgsmål om at evaluere interessen og være klar med nye tilbud – derfor blev der bl.a. i 2017 indkøbt mountainbikes, der bliver brugt flittigt, og i år har Isover forsøgsvist afholdt et 15 ugers kursus i mindfulness på fabrikken, der viste sig at være meget populært.

Isover-fabrikken med godt 200 medarbejdere producerer glasuld til isoleringsbrug. Fabrikken er en af verdens mest moderne af slagsen, da man her producerer glasuld af op til 75 procent genbrugsglas. For Isovers ledelse i Vamdrup har det i en årrække været en naturlig proces at implementere tiltag, der understøtter medarbejdernes muligheder for at vælge en sund og aktiv livsstil ud fra grundfilosofien om, at mennesket bag maskinerne udgør et bærende element i enhver bæredygtig produktion.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *