Kolding Netavis

Valgplakater i Vonsild udsat for hærværk: Meldt til politiet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
-I de sidste dage har der været folk, som har revet valgplakater ned, og i dag blev jeg så mødt af dette syn, skriver byrådsmedlem Elvis Comic (S). Privatfoto.

Allerede søndag var der begået hærværk mod valgplakater. Det var på Slotssøvejen i Kolding. Nu er der også lavet hærværk mod valgplakater i Vonsild.

Det er ikke blot drengestreger. Det er hærværk. Mandag er der konstateret hærværk mod valgplakater i Vonsild. Der er malet en sort bjælke henover øjnene på personen på plakaten, der er skrevet “svin” og tegnet nazitegn.

Det er gået ud over valgplakater, der tilhører byrådsmedlem Merete Due Paarup (R), byrådsmedlem Elvis Comic (S) og byrådsmedlem Tobias Jørgensen.

-Det er træls og tragisk, at der bliver skrevet svin, malet sort og tegnet nazitegn på valgplakaterne. Det er manglende respekt for demokratiet og dem, der stiller op.
Tobias K. J. Jørgensen Elvis Comic og jeg har fået vandaliseret vores plakater i et område i Vonsild. Det er fair nok at være uenige og hade valgplakater. Men dette er over grænsen.
Ja, vi kunne vælge at ryste på hovedet – men vi synes faktisk at dette er ret alvorligt og har derfor valgt at politianmelde det, oplyser Merete Due Paarup på Facebook.

Det har taget lidt tid for Socialdemokratiets Elvis Comic, at samle sig og komme med et indlæg på Facebook:

-I de sidste dage har der været folk, som har revet valgplakater ned, og i dag blev jeg så mødt af dette syn. Indrømmet. Det er ikke første gang, at jeg oplever ubehagelige ting som politiker, og man lærer også at prøve at leve med det. Jeg har både oplevet at gentagne gange få min bil punkteret, da jeg kørte med reklame på min bil – hvilket jeg af den grund har fravalgt i år – og nu at få min valgplakat overtegnet og blive kaldt for “svin.” Hvor går grænsen? Hvad bliver det næste? Er politikerleden på vej et sted hen, hvor nogle mennesker ikke har problemer med at gribe til hårde midler, og hvor “målet helliger midlet”? Det er nogle af de tanker, som jeg gør mig nu her i demokratiets måned op til kommunalvalget. Uanset hvad vil jeg ikke give op, og jeg vil til enhver tid kæmpe for en ordentlig politisk samtale, hvor vi er inkluderende og er gode til også at være uenige med hinanden. Det skylder vi hinanden og vores demokrati.

Også byrådskandidat Poul Fremmelev (S), der bor i Vonsild, er vred og skuffet over hærværket på valgplakaterne:

-Nogen har malet på flere valgplakater i Vonsild. Det er så udemokratisk som det kan være og jeg mangler ord for handlingen. Vi kandidater stiller os til rådighed for fællesskabet og så skal nogle af mine kollegaer opleve den slags. Det er bestemt ikke oplevelser som denne, der giver nye kandidater mod på politisk arbejde. Det er naturligvis anmeldt til politiet. Jeg er sikker på, at flertallet i Vonsild fordømmer den slags handlinger. Sådan opfører man sig ikke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel