Det lokale arrangement på Munkensdam fungerer som et vigtigt sideevent. Det styrker fællesskabet og øger opmærksomheden om kampen mod kræft.
Tre generationer samles på Munkensdam: Plejehjemmet Munkensdam i Kolding er igen vært for et stort og hjertevarmt arrangement, der forener børn, unge og ældre i et fælles løft for Kræftens Bekæmpelse. Tirsdag den 2. september byder plejehjemmet velkommen til børn fra børnehaven Mælkebøtten og elever fra Munkensdam Gymnasium. Sammen med Herkules Klubben deltager de i en særlig udgave af ’Stafet for Livet’.
At aktivitet på tværs af generationer er en del af hverdagen på Munkensdam, er ikke nyt. Beboerne har ofte haft besøg af de lokale børnehavebørn. Nu får de altså også selskab af gymnasieelever. Sammen markerer de ’Stafet for Livet’ med både traditionel og alternative aktiviteter for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse.
-Vi har nogle skønne naboer i børnehaven og gymnasiet og ikke mindst nogle fantastiske frivillige, som altid er klar til at hjælpe. Vi har tidligere afholdt ’Royal Side Run’ sammen med stor begejstring, så det er helt naturligt også at lave denne Stafet for Livet, fortæller Mette Eskildsen, daglig leder af plejehjemmet og de nærliggende ældreboliger, i en pressemeddelelse.
Initiativet kom på bordet, da projektansvarlig i Kolding, Carsten Spang Hansen, i 2024 kontaktede Munkensdam med ønske om deltagelse i stafetten. Det blev modtaget med entusiasme:
-Vi sagde ja med det samme. Det er en fantastisk måde at skabe fælles aktiviteter på, og samtidig støtter vi en virkelig god sag. Derfor gentager vi det i år, siger Mette Eskildsen.
Et vigtigt sideevent til den nationale ’Stafet for Livet’
Den nationale ’Stafet for Livet’ løber af stablen ved Kolding Rådhus lørdag den 6. september. Men det lokale arrangement på Munkensdam fungerer som et vigtigt sideevent, der styrker fællesskabet og øger opmærksomheden om kampen mod kræft:
-Det handler om sagen, ikke bare én dag. Sidearrangementer som dette forstærker det sociale og fællesskabet omkring stafetten, forklarer Carsten Spang Hansen.
Dagen byder på mange sjove og alternative aktiviteter. Her bliver der ikke løbet klassiske runder, men derimod spillet ærtepose-løb med poserne på hovedet, kørt bolde på skeer og sunget fællessang akkompagneret af musikelever fra gymnasiet. De ældre hjælper de yngste med at puste sæbebobler, mens de unge hjælper med at skubbe ældre i kørestol under stafetterne. Det handler om at deltage sammen og have det sjovt.
Stafetten på Munkensdam, som støttes af Seest Bageri, Rema1000 og Mediq, starter tirsdag den 2. september klokken 10 med fællessang og afsluttes med kage omkring klokken 12.
Alle generationer er hjerteligt velkomne til at deltage og støtte en god sag i fællesskab.

