Kolding Netavis

Så er det tid til VM i firmafodbold

Elo Christoffersen
Her er det fra sidste års VM i fodbold i Vonsild. Pressefoto.

VM i firmafodbold spilles i Vonsild den 19. juni.

Så er det tid til VM i firmafodbold: Hvis der stadig er tvivl, afholdes VM i Firmafodbold igen i år i Vonsild. Den 19. juni bliver fodboldbanerne på Coryhex Park fyldt med energi, når hele 31 firmahold mødes til den populære turnering, som har været afholdt i sin nuværende form siden 2007.

Som altid er der lagt op til en festlig dag fyldt med hygge i ølteltet med levende musik, kø ved grillen, glade børn på hoppepuder og masser af spændende fodboldkampe på de syv baner.

Flere hold vender tilbage som en fast tradition, men i år er der også ganske mange nye deltagere, blandt andet Beierholm, Bygma Haderslev, Specialcenteret Marielundskoven, AL Sydbank, Loxam A/S og Bjarne Nielsen Esbjerg.

Med 31 hold, 65 kampe og 310 spillere til stede bliver baner, omklædningsrum og parkeringspladser brugt maksimalt. Efterspørgslen er stor, og der er endda hold på venteliste, som gerne ville være med.

For at følge med i kampprogram, resultater og stillinger kan man bruge stævnets egen app på ProCup, som opdateres løbende gennem aftenen.

Arrangørerne bag det populære stævne er Vonsild Fodbold Klub, som sammen med hovedsponsor AL Sydbank og en række lokale sponsorer sørger for, at turneringen både bliver en fest og bidrager til klubbens arbejde med børn og unge.

Portene til stævnepladsen åbnes fredag den 19. juni kl. 17, og fodboldkampene spilles fra kl. 18 til 21.

Kom og oplev masser af god firmakampånd og fællesskab i Vonsild.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel