Et prisvindende projekt for børn med handicap.
Kolding Svømmeklub er en del af prisvindende projekt: Parasportprojektet Rising Stars, der hjælper børn med fysiske handicap ind i sportsfællesskaber, har netop modtaget Danmarks største handicappris, Helene Elsass Prisen 2026. Et svømmetilbud i Kolding indgår som en vigtig del af det succesfulde initiativ.
Onsdag den 15. april blev Rising Stars hædret for sin indsats i at inkludere børn og unge med fysiske handicap i meningsfulde idrætsmiljøer. Kolding Svømmeklub tilbyder træning i trygge rammer, hvor børnene gradvist bliver en del af det almindelige foreningsliv.
Projektet er skabt af Paralympiske Lege-guldvinder Peter Rosenmeier og landstræner Christoffer Petersen, som sammen har udviklet et miljø, der styrker både børnenes personlige og sportslige udvikling. Peter Rosenmeier forklarer:
-Samfundets succeskriterie for os med handicap er ofte, at vi bare skal kunne være med. I Rising Stars siger vi til børnene: Vi tror, at I kan blive rigtig dygtige. Det er en vigtig del af, hvorfor mange af dem udvikler sig meget både personligt og sportsligt.
Siden 2018 har projektet hjulpet flere hundrede børn i hele landet, og omkring 150 børn og unge er i dag aktive i Rising Stars, også i Kolding. Det lokale engagement med dedikerede trænere og inkluderende fællesskaber er en central faktor i succesen, som både giver børnene selvtillid og evner til at deltage på lige fod med andre i foreningslivet – samtidig med, at projektet rekrutterer fremtidens danske paraatleter.
Helene Elsass Prisen, der er på 150.000 kroner, uddeles af Elsass Fonden og CP Danmark. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Charlottenlund af Prinsesse Benedikte, protektor for organisationerne.
Peter Rosenmeier ser stolt på prisen og fremtiden:
-Vi er utroligt stolte over at modtage denne anerkendelse, især fordi det er forældrene til nogle af børnene, der har indstillet os. Prisen giver os både status og midler til at gøre endnu mere for børn med handicap i fremtiden. Det er helt fantastisk, siger han i en pressemeddelelse.


