Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Min 14-รฅrige datter kom hjem fra en hyggelig overnatning hos en veninde, og hendes ansigt lyste op af glรฆde. Hun kastede sine tasker over hjรธrnet i entrรฉen, som om de var fyldt med ubetydelige ting, der ikke fortjente meget opmรฆrksomhed. Jeg kunne ikke lade vรฆre med at smile, selvom der i mit sind rullede en konstant strรธm af tanker, der hviskede til mig, at hun selv skulle tage sig af at pakke dem ud.
โMor, jeg skal nok sรธrge for at pakke dem ud,โ sagde hun med en lethed, der kun kan komme fra ungdommelig uskyld. Der var noget beroligende i hendes tone, en underforstรฅet tillid til, at det hele nok skulle blive klaret.
โMor, jeg skal lige fortรฆlle dig noget, det er fordi, at der kommer snart โThe Black Phone 2โ i biografen, jeg ved ikke hvornรฅr den kommer, men den kommer i รฅrโ.
Jeg smilte stolt til hende, lyttede mere vรฅgen og begyndte at tรฆnke pรฅ den dag, vi havde sat os i biografen for at se filmen โThe Black Phoneโ sammen med hendes lidt รฆldre sรธster. Jeg vidste godt, at det var en gyser, men ikke at det omhandlede en 13-รฅrig dreng, der bortfรธres af en sadistisk barnemorder og fanges i en lydisoleret kรฆlder, hvor det er nyttelรธst at skrige.
Selvom hun hรฅrdnakket holdt fast pรฅ, da vi gik ud fra biografen, at hun var okay og syntes, det var en god film, kunne jeg godt se, at hun sat sig ret hurtigt til rette pรฅ bagsรฆdet i bilen og googlede sig frem til skuespillerne og prรธvede at berolige sig selv ved at minde sig om, at det kun er en film, samt mine opmuntrende ord om, at gysergenren jo er en kunst. Det er jo yderst veludfรธrt arbejde at fรฅ os til at skrige og hoppe i sรฆderne af bare spรฆnding.
Imens jeg hyggede mig med mine gode minder, rev hun mig tilbage til samtalen.
“Mor, det er fordi, jeg gerne vil se den film med dig, men jeg vil ogsรฅ gerne se โSmile 2โ med mine venner. Jeg ved godt, at vi sรฅ den fรธrste film sammen, og at det er noget, vi plejer at gรธre, men denne gang vil jeg altsรฅ gรฅ ind og se den med mine venner i stedet for med dig, men vi ser Blak Phone sammen.”
Jeg smilte til hende og reflekterede over, om mit eget kรธd og blod i virkeligheden lige lavede en kommunikativ โBurgerโ pรฅ mig; Jeg siger fรธrst noget godt, efterfulgt af noget mindre godt, og slutter af med noget godt.
Jeg forsรธgte opmuntrende at sige -nok mest til mig selv, at det da lรธd som en god idรฉ. Mens jeg forsรธgte at sรฆtte ord pรฅ, at det er helt forstรฅeligt, at hun gerne vil opretholde en balance mellem at tilbringe tid med familien og samtidig have sociale oplevelser med vennerne, var hun allerede vรฆk, da jeg nรฅede til “Det lyder som en god idรฉ.”
Jeg rystede en smule opgivende pรฅ hovedet, da jeg sรฅ, at taskerne stadig lรฅ henkastet i hjรธrnet af entreen. Alligevel smilede jeg lidt over overgangen fra barn til ung voksen, og som jeg igen lige mรฅtte minde mig selv om, er en helt almindelig del af at vokse op, hvor man lรฆrer at vรฆrdsรฆtte bรฅde familiens bรฅnd og venskabernes betydning.
