Kolding Netavis

Kartoffelferie i efterårsferien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
I kaffestuen på museet vil der blive mulighed for at lave tegninger af kartoflen samt lave kartoffel-tryk på lærred. Foto: Landbomuseet Kolding.

Landbomuseet Kolding holder åbent fem dage i efterårsferien i uge 42.

I gamle dage hed det kartoffelferie, dengang blev børnene hjemme fra skole for at deltage i kartoffeloptagningen. I kaffestuen på museet vil der blive mulighed for at lave tegninger af kartoflen samt lave kartoffel-tryk på lærred.

Som noget nyt arrangeres der et kartoffelorienteringsløb, som består af i alt ni poster, hvor de fem poster er placeret i stuehuset, og de sidste fire poster findes i udstillingen. Ved hver post er der information, som kan gøre dig klogere på kartoflens historie.

I museets bod får man udleveret et svarskema, som skal udfyldes med rigtige svar, når du afleverer svarskemaet med dit navn på, vil du som belønning modtage en lille ispind.

Mandag, tirsdag og onsdag kan du komme med dine egne æbler, som du kan presse til æblemost. Du skal selv medbringe emballagen til at fragte mosten hjem.

Tirsdag og torsdag vil du kunne være med til at fremstille dit eget lækre sjippetov. Alle dagene vil du kunne male mel og bage dine egne pandekager over det åbne bål, det er et stort hit på børnenes to do liste.

Siden åbningen af smedjen er den simpelthen blevet en succes, børnene elsker at komme ind og smede sammen med smeden.

Caféen holder åbent alle dage med salg af pølser med brød, vafler, øl, vand, kaffe, te og kage.

Museets bod er selvfølgelig også åben alle dage, her er det især de hjemmelavede marmelader, syltetøj, smedede hjerter, strikkede dyr, vanter, huer og mange andre ting, der i høj grad værdsættes af publikum.

-Vi har populært sagt sat alle sejl til, så børn og forældre absolut ikke behøver at kede sig i ”kartoffelferien”, det hele finder sted på Brødsgårdsvej 52 i Harte, fortæller formanden for Landbomuseet, Otto Krogh.

Der er åbent mandag til fredag fra kl. 10-16. I perioden fra kl. 11-15.30 er der hver dag aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel