Landbomuseet Kolding inviterer til efterårsdage 12.-14. oktober i Harte. Tre dage med æblepres, bålmad, smedje og gamle lege for hele familien.
HARTE: Der bliver tændt op i bålet, i smedjen og i æblepressen, når Landbomuseet Kolding inviterer til efterårsdage i efterårsferien.
Det sker den 12., 13. og 14. oktober klokken 10.00 til 15.30 på museet på Brødsgårdsvej 52 i udkanten af Harte.
Pres din egen most
En af de mest populære aktiviteter vender tilbage. Medbringer du selv æbler og beholdere, kan du presse din egen æblemost.
Du kan også producere reb til sjippetov, male mel og bage pandekager over bål. I smedjen kan du prøve det glohede jern, og snedker-værkstedet holder åbent.
Gamle lege og vafler
Udenfor er der stigegolf, sækkevæddeløb, hesteskokast, hulahopringe og fodbold. I kaffestuen er der kartoffeltryk.
I boden sælges marmelader, is og popcorn. Caféen serverer vafler, kaffe, te og kage.
Entre 75 kr. for voksne, børn til 12 år gratis. Nedlukning af aktiviteter starter hver dag fra klokken 15.15. Se mere på landbomuseet.dk.
