Kolding Netavis

Kaner og gårdnisser: Kom til jul på Landbomuseet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Her er det fra julemarkedet i 2019. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

I næste weekend kan du opleve juleatmosfæren på Landbomuseet i Harte ved Kolding.

Landbomuseet Kolding arrangerer juledage i weekenden lørdag den 11. og søndag den 12. december.

Her kan du eksempelvis selv fælde dit juletræ i skoven eller købe friskskovede Nordmannsgran juletræer på gårdspladsen. Museets bod sælger blandt andet granbundter, ribsgele, syltede rødbeder og smedede hjerter. Prøv en transport til juletræsstykket med traktor og vogn. Der er også åbent i smedjen, hvor smeden er aktiv hele weekenden.

I caféen kan du opleve julestemningen. Her kan købes gløgg, varm kakao, æbleskiver og grillpølser. Julemanden er ved sit hus begge dage kl. 11, 13 og 15.30.

-I er så hjertelig velkommen til juledage på Landbomuseet. Kom og se nisser og indsnus atmosfæren fra livet på landet ved juletid, fortæller Otto Krogh, bestyrelsesformand for Landbomuseet Kolding.

Der er åbent både lørdag og søndag fra klokken 10-16. Der er fri entré. Du finder Landbomuseet Kolding på Brødsgårdsvej 52.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel