Kolding Netavis

Historisk søfartsskole solgt for kæmpe beløb

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen
Foto: Humlebo Gruppen

I slutningen af 2020 blev Kogtved Søfartsskole i Svendborg solgt efter mere end fem år på markedet.

På det tidspunkt var det en af de absolut dyreste ejendomme på det fynske marked med en udbudspris tæt på 50 millioner kroner, men det var nu ikke helt oppe i de højder, at salgsprisen endte, skriver boligmediet Boliga.dk.

Handlen af det tidligere maritime uddannelsessted, som ligger på en mere end 20.000 kvadratmeter stor grund ned til vandet i det sydfynske sund, er nemlig endelig blevet tinglyst – og det viser sig, at de nye ejere har fået et solidt millionafslag med i handlen.

Humlebo Gruppen, som har planer om at forvandle de over 1.800 kvadratmeter til seniorlejligheder, har nemlig betalt lige præcis 38 millioner kroner for den historiske ejendom, som senest var udbudt til salg for lige knap 49,5 millioner kroner.

Salgsprisen er altså 14,5 millioner kroner under det prisskilt, som søfartsskolen oprindeligt ramte markedet med helt tilbage i foråret 2015: Dengang lød den dugfriske udbudspris på 52,5 millioner kroner. Prisen blev to år efter – i 2017 – nedjusteret med lidt mere end tre millioner kroner.

Året for store handler

På landsplan er en handel på 38 millioner kroner dog ikke tæt på at blande sig i toppen, når det gælder boligåret 2020, som havde historisk meget fart på. Det viser Boliga.dks salgsprishistorik.

Sidste år var nemlig året, hvor rekorden for den dyreste hushandel i Danmark nogensinde blev slået, da en 825 kvadratmeter stor villa helt ud til Øresund i Vedbæk nord for København blev solgt for svimlende 150 millioner kroner.

Fyn blandede sig også i toppen af den helt store liga sidste år, da Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen købte det historiske Skovsbo Gods på den nordøstlige del af øen for næsten 80 millioner kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel