Grøn præsenterer Andreas Odbjerg og Malte Ebert som de sidste navne på årets plakat.
Her er de to sidste navne til årets Grøn: Arrangørerne Tuborg og Muskelsvindfonden kan i dag offentliggøre de to sidste kunstnere til Grøn-turnéen 2026.
Andreas Odbjerg vender tilbage til Grøn for tredje gang, mens Malte Ebert debuterer på den populære sommerturné. Dermed er årets line-up komplet med navne som Annika, Benny Jamz, HUGORM, Lukas Graham, Mumle og Tessa. Grøn tager på turné til otte udsolgte byer fra den 16. til 26. juli, og den 17. juli kan publikum opleve showet i Kolding.
Med samlet over 203.500 gæster sætter Grøn-turnéen endnu en publikumsrekord, hvor billetterne til alle otte koncerter blev udsolgt på blot fem dage.
Andreas Odbjerg vender stærkt tilbage
Andreas Odbjerg er blandt landets mest populære popartister og har toppet hitlisterne med sange som “Stor Mand”, “Hjem fra fabrikken” og “I morgen er der også en dag”. Efter en succesfuld arenaturné i 2025 er han klar til at indtage Grøn-scenen for tredje gang.
-At være med på Grøn betyder, at man er en del af superligaen i dansk musik. Det kan godt være, jeg spiller nedrykningsspil ligesom OB, men jeg er med i det gode selskab. Det er fantastisk at kunne optræde i et så stort fællesskab, hvor overskuddet går til et godt formål. Sammenholdet med de frivillige og mine kollegaer gør det til en helt unik oplevelse, fortæller Andreas Odbjerg i en pressemeddelelse.
Han er netop aktuel med singlen “Jeg tror jeg elsker dig for evigt”, en forsmag på hans kommende album, som udkommer senere i år.
Malte Ebert debuterer på Grøn
Malte Ebert, med hits som ”Fortæl Mig Hvis Du Vil Noget Andet” og ”Er Det Mig Du Elsker?”, træder for første gang op på Grøn-scenen. Efter ti år med stor succes – blandt andet i rollen som den satiriske figur Gulddreng – og et personligt album fra 2025, er han klar til at give publikum et energisk og nærværende show.
-At være med på Grøn i år er kæmpestort for mig. Det er noget, jeg har drømt om længe. Grøn står for fællesskab og plads til forskellighed, og jeg er fan af mange af de andre navne. Når jeg ikke selv optræder, regner jeg med at stå helt foran og nyde de andre koncerter, siger Malte Ebert.
Grøn-turnéen besøger otte byer i Danmark. Alle billetter er allerede udsolgt. Med et stærkt program og en omfattende publikumsopbakning kan sommerens Grøn-koncerter se frem til en fest fyldt med god musik og god stemning – til fordel for et værdifuldt formål.
