Kolding Netavis

Fleetwood Mac-legende giver koncert på festival

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Lindsey Buckingham giver sin første solokoncert nogensinde på dansk grund. Det sker på festivalen Heart i 2022. Pressefoto.

Med den tidligere Fleetwood Mac-frontmand Lindsey Buckingham i spidsen offentliggør Heartland yderligere fem navne til musikprogrammet ved Egeskov Slot på Fyn.

Den tidligere Fleetwood Mac-frontmand Lindsey Buckingham giver sin første solokoncert nogensinde på dansk grund og slutter sig til allerede offentliggjorte Pet Shop Boys på næste års festivalplakat.

Det gør han sammen med en god blanding af tidens stærkeste navne og spændende nye navne til programmet i form af Greta Van Fleet, Cat Power, The Magnetic Fields og Jensen McRae.

-Det er en fantastisk følelse at kunne lægge scene til et vaskeægte ikon i form af Lindsey Buckingham fra Fleetwood Mac. For mig står han som en af de allerstørste sangskrivere og performere nogensinde, og i følge med Pet Shop Boys, Greta Van Fleet og resten af dagens annonceringer er jeg sikker på, at der venter nogle unikke oplevelser for vores publikum – og vi har meget mere i posen på den anden side af sommeren, fortæller Ulrik Ørum-Pedersen, booker & direktør for Heartland, i en pressemeddelelse.

Første album i 10 år

Den legendariske guitarist, sanger og Fleetwood Mac-ikon Lindsey Buckingham gæster Egeskov Slot i 2022 med sit selvbetitlede album, der udkommer 17. september 2021 og bliver Buckinghams første albumudgivelse i 10 år. Førstesinglen I Don’t Mind er netop udkommet og giver løfter om et velkomponeret popalbum med Buckinghams karakteristiske guitarspil i centrum, der gav ham sit store gennembrud som frontmand for Fleetwood Mac i 70’erne og 80’erne.

Lindsey Buckingham har et unikt talent for ørehængende popmelodier, og man skal ikke lytte mange gange til Fleetwood Mac-hits som Go Your Own Way eller Big Love – eller numre som Countdown fra hans 1992-soloalbum Out Of The Cradle eller In Our Own Time fra 2011-udgivelsen Seeds We Sow, inden de sidder fast helt indtil næste års Heartland.

Foruden Buckingham kan publikum opleve det amerikanske rockband Greta Van Fleet, singer-songwriteren Cat Power, Stephin Merritts The Magnetic Fields og det unge stjerneskud Jensen McRae på Heartland 2022, som finder sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni 2022 ved Egeskov Slot på Fyn.

Billetter kan købes her…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel