Kolding Netavis

Autolakering solgt til koncern

Den familiedrevet autolakering i Vamdrup overtages 1. juli af Byens Bilpleje koncernen. Pressefoto.

TopAutoLak i Vamdrup, der er en familiedrevet virksomhed gennem 42 år, bliver fra juli måned en del af Byens Bilpleje koncernen, som fortsat har kursen mod vækst.

Byens Bilpleje har indgået en købsaftale med TopAutoLak i Vamdrup, der nu bliver en del af Byens Bilpleje koncernen fra 1. juli.

– Vi er meget glade for aftalen om at overtage TopAutoLak, som er en veldreven og sund forretning med mange tilfredse kunder, siger Dennis Odgaard, der er administrerende direktør i Byens Bilpleje i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Vi kan give de eksisterende kunder adgang til et landsdækkende totalkoncept inden for klargøring, lakering og undervognsbehandling. Det passer fint med, at der er en del konsolidering inden for bilbranchen, hvor bilforhandlerne dækker større og større geografiske områder.

Væsentligt at medarbejderne og ejeren blev

En væsentlig del af aftalen er, at både ejer og medarbejdere hos TopAutoLak forsætter i Vamdrup afdelingen.

– Vi har fulgt TopAutoLak på afstand et stykke tid, og vi er imponeret af, hvor veldrevet forretningen er, og derfor glæder vi os meget til at fortsætte samarbejdet med både medarbejderne og Leon Clausen, der har ejet forretningen indtil nu, siger Dennis Odgaard.

Det er meningen, at Leon Clausen samtidig med tilknytningen til Vamdrup afdelingen også skal have opgaver på koncernplan hos Byens Bilpleje.

– Der er ingen tvivl om, at vi kan bruge Leons gode energi og kompetencer på lakområdet på tværs af Byens Bilpleje kæden, så der vil han få en særlig rolle i koncernen, siger Dennis Odgaard.

Også for Leon Clausen har det været væsentligt, at det ikke bare var et salg, men at aftalen både skulle være en fordel for kunderne samtidig med, at den også kunne være en personlig trappestige på karrierevejen.

– Kunderne får en meget stabil og professionel partner i Byens Bilpleje koncernen. Byens Bilpleje koncernen sætter, ligesom Top Autolak altid har gjort det, kundens behov øverst på agendaen. Det er en meget stærk og dygtig kæde, som kan hjælpe kunderne i takt med, at de vokser sig større og større. Og så får jeg personligt nogle koncernudfordringer, som vil være med til at videreudvikle mine faglige kompetencer, og det er jeg glad for, siger Leon Clausen og fortsætter:

– Jeg håber, at vores kunder tager godt imod Byens Bilpleje konceptet. Mine medarbejdere og jeg er fortsat de samme, og der bliver naturligvis ikke ændret på de gode personlige relationer til kunderne.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *