Kolding Netavis

Andreas Schou topper ranglisten i spring

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Sidste forhindring ved DM i fjor på Independent. Hesten, der er nummer to på ranglisten, er netop blevet solgt. Foto: Absolute Horses.

Kolding-rytteren er nummer et, to og tre på Dansk Rideforbunds liste over mest vindende rytter i ridebanespringning i 2022.

Andreas Schou fra Absolute Horses på Tågerup mellem Sommersted og Vamdrup er den mest vindende danske springrytter for øjeblikket.

Det fremgår af Dansk Rideforbunds rangliste for 2022, der netop er opgjort. Her er han nemlig ikke bare nummer et, men besætter også anden- og tredjepladsen. Det er tredje år i træk, han vinder ranglisten. I fjor var han nummer et og to.

På førstepladsen er han med sin absolutte tophest Darc de Lux. De har samlet 4435 point fordelt på 17 starter. Med Independent er det blevet til 2984 point på 16 starter og på I Know til 2405 point på 15 starter.
Rideforbundet samler hvert år inden for de forskellige discipliner de resultater, som ryttere har opnået på danskavlede heste. Det gælder ved såkaldte A-, B- og C-stævner – elitestævner, landsstævner og distriktsstævner. Og resultaterne giver flere point, jo højere sværhedsgraden er.

Rundt i Europa

Andreas Schou og Darc de Lux har været rundt til utallige stævner rundt om i Europa i det forløbne år og hentet mange fine placeringer. Han kæmper for at kvalificere sig til World Cup Finalen i Omaha i USA til april. Det er også Darc de Lux, han har haft med til både OL i Tokyo og VM i Herning. Ekvipagen fik sølv ved DM i 2020, men deltog ikke i 2021 på grund af OL.

I 2022 skånede Andreas Schou også Darc de Lux til DM og startede i stedet på Independent og I Know. De lå som nummer et og to efter den indledende runde. Man må kun starte en hest i finalen, og valget faldt på Independent, der fik sølvmedalje. Independent har også klaret sig flot til internationale stævner, men den er for nylig blevet solgt.

2023 er også tæt besat med stævner – Andreas har allerede været til stævner i Schweiz, Holland og Portugal. For øjeblikket er han nummer 43 på verdensranglisten.

Andreas Schou, der driver hestecentret Absolute Horses på Tågerup sammen med sin bror Christian, bor i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel