Tirsdag eftermiddag ankom den nye autosprøjte til brandstationen i Lunderskov. Overdragelsen blev markeret.
Brandmandskabet på brandstationen i Lunderskov fik tirsdag eftermiddag en ny autosprøjte. Den ankom her til eftermiddag til brandstationen. Og det blev markeret på behørig vis.
Først var der taler med beredskabsdirektør hos Trekantbrand, Jarl Vagn Hansen, samt borgmester og formand for beredskabskommissionen, Knud Erik Langhoff (C).
Og så blev der naturligvis serveret grillpølser.
“Grønne” tider
Den nye autosprøjte går i rette med de “grønne” tider. Autosprøjtens værktøj er nemlig eldrevet. Den har en tank, der kan rumme 3.000 liter vand og et indbygget skumanlæg.
Arbejdsmiljøet er i fokus, og sprøjten er blandt andet udstyret med et 360 graders kamera, der forbedrer udsynet for chaufføren under kørsel samt en lysmast, som gør udsynet bedre på opgaver i mørke.
I kabinen er der aircondition og køleskab, så brandfolkene kan undgå overophedning og dehydrering.
Udstyret på autosprøjten er tydeligt mærket og lettere tilgængeligt, så brandfolkene i højere grad undgår forkerte løft og fald fra køretøjets tag.