Ved lørdagens Dolly Awards 2025 prisuddeling vandt Lunderskov Efterskole imponerende syv priser, herunder prisen for ‘Bedste Film’ med deres egen produktion ‘Blindebuk’. Filmen blev skabt udelukkende af elever fra Lunderskov Efterskole.
Dolly Awards 2025, efterskolernes svar på Oscar-showet, er en landsdækkende filmfestival, der hylder unge filmskabere for deres kreativitet og fortælleevner. Festivalen samler elever fra efterskoler over hele landet, som producerer kortfilm med stærke historier og teknisk snilde. Et stort gallashow afslutter festivalen, hvor de bedste film bliver hædret af en erfaren jury bestående af bl.a. Nicolaj Kopernikus, Martin Strange-Hansen, Stine Primdahl og Malthe Houe.
‘Blindebuk’ vandt ud over ‘Bedste Film’ også prisen for ‘Publikumsprisen’ og ‘Bedste mandlige skuespil’. ‘Skæbnen’ fra Lunderskov Efterskole fik prisen for ‘Bedste Fotografering’, mens ‘Mælkebøttebarn’ vandt i kategorierne ‘Bedste klipning’ og ‘Bedste kvindelige skuespil’. Juryens Specialpris gik til ‘Somno Lacos’ af Lunderskov Efterskole, hvilket samlet set gav syv priser til skolen.
–Dolly Awards har endnu engang været en succes med mange unge, kreative filmskabere, der er blevet hyldet. Lunderskov Efterskole udmærkede sig med 7 priser i et stærkt felt. ‘Blindebuk’ imponerer med sin stærke og rørende fortælling samt skuespil. Det er en meget værdig vinder, og vi er stolte af det høje niveau, som årets deltagere har leveret. Dolly Awards 2025 har været en uforglemmelig oplevelse, fortæller festivalleder Morten Kienitz i en pressemeddelelse.
I 2024 vandt Lunderskov Efterskole fire priser ved Dolly Awards.
Se billederne øverst i artiklen…

















































