Kolding Netavis

Trekantbrand søger frivillige

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Trekantbrand.

Trekantbrand har brug for flere frivillige, som kan være med til at sikre, at brandfolk får stillet sulten og fornyet energidepoterne, når de yder en indsats for andre.

Man ved aldrig, hvornår alarmen lyder på en brandstation. Det kan både være midt om natten, eller lige før spisetid, hvor brandfolkene ikke når at sætte sig til middagsbordet, men må løbe afsted på tomme maver.

Og er der tale om en længerevarende indsats i forbindelse med eksempelvis brand, forurening eller stormflod, så kan det både være drænende og yderst appetitopbyggende, at være brandmand, oplyser Trekantbrand i en pressemeddelelse.

Derfor bliver der altid stor glæde, når FILO rykker ud med mad og drikke.

FILO står for Forplejning, Indkvartering og Logistik, og sidste år var de frivillige FILO-folk på udkald med mad og drikke til sultne brandfolk cirka 20 gange.

Ligesom brandfolkene ikke ved det, så kan de frivillige i FILO heller aldrig forudse, om det er morgenmad, frokost, aftensmad eller natmad, de skal sørge for til brandfolkene.
Det eneste, de ved, er, at når først alarmen har lydt, skal de nå frem med mad til brandfolkene inden for halvanden time – til gengæld bliver de altid modtaget med smil og stor taknemmelighed.

Behov for flere frivillige

For at sikre, at der altid er nogen, som kan komme brandfolkene til undsætning, når de er ude at hjælpe andre, så er der lige nu behov for flere frivillige i FILO.

Man behøver ikke at være kok eller tjener for at kunne blive en del af holdet. Det vigtigste er, at man er en holdspiller, der kan lide at tage fat og hjælpe andre.

De frivillige mødes typisk en aften om måneden, og her lærer de både om hygiejne og madlavning. Desuden lærer de blandt andet også førstehjælp, som kan blive til gavn i dagligdagen.

Trekantbrand har indledt en kampagne for netop at finde flere, som har lyst til at være en del af det frivillige beredskab og dermed medvirke til, at brandfolkene bliver endnu bedre, når de er på indsats.

I forbindelse med kampagnen bliver der holdt et informationsmøde om FILO. Det sker onsdag den 13. september klokken 19 på Caspar Müllers Gade 2-4 i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel