Kolding Netavis

Vi er alle født – men ikke født lige

Vibeke Henriksen (M). Privatfoto.

Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), byrådskandidat og regionskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Vi bliver alle født – men vi bliver ikke født med lige vilkår. Nogle børn starter livet med fysiske eller psykiske udfordringer, andre med forældre, der kæmper med misbrug, sygdom eller skilsmisse.

Mange vokser op med konstant økonomisk usikkerhed og fravalg – ikke af lyst, men af nødvendighed. Livet er ikke retfærdigt fordelt – det ved jeg, for jeg har selv mærket det. Længe havde jeg svært ved helt at forstå, hvad det var, jeg stod midt i. Først som voksen forstod jeg, at det i virkeligheden handlede om vilkår – ikke om evner.

En video på Facebook har brændt sig fast i mig. En række unge stod klar til kapløb. Præmien: et stort pengebeløb. Men før nogen måtte løbe, blev der givet “fordele”: “Træd frem, hvis dine forældre ikke er skilt.” “Hvis du aldrig har manglet mad.” “Hvis du aldrig har måttet sige nej, fordi der ikke var råd.” Mange tog skridt frem. Nogle blev stående. Ikke fordi de ikke kunne løbe – men fordi livet havde sat dem tilbage, længe før startskuddet.

Den med de bedste forudsætninger vandt. Den stærkeste løber stod stadig på startlinjen.

Det er dét, social ulighed handler om. Det er ikke evnerne – det er udgangspunktet. Og det bør forpligte politisk. Vi skal sikre reel social lighed – hvad enten det handler om sundhed, adgang til gratis fritidstilbud, tidlig støtte i skolen eller hjælp til udsatte familier. Så alle børn – får en reel chance i livets løb.

Det er noget af det, jeg brænder for som kandidat – at skabe mere retfærdige startlinjer for alle.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel