Skip to main content

Kolding Netavis

Velfærdsalliancen fortsætter i Kolding Kommune

Elo Christoffersen
Velfærdsalliancen blev underskrevet til Fritid og Idræt Award i Kolding. Foto: Elo Christoffersen.

Fodbold bringer Koldings borgere i alle aldre ud på banen. En ny femårig velfærdsalliance viderefører succes.

Fodboldaktiviteter i Kolding Kommune vokser som et stærkt fællesskab for både børn og voksne takket være samarbejdet mellem DBU, DBU Jylland og Kolding Kommune. Efter flere års succeser tages nu næste skridt med en ny femårig velfærdsalliance, der skal fortsætte det gode arbejde med at skabe trivsel, bevægelse og inkluderende fællesskaber.

-Med aftalen fortsætter vi arbejdet med at skabe trivsel og bevægelse for både børn og voksne. Samtidig får flere mulighed for at blive en del af fodboldens stærke fællesskab. Det er kun muligt takket være det tætte samarbejde med Kolding Kommune, DBU Jylland, de lokale klubber og deres engagerede frivillige, fortæller Jesper Møller, formand for DBU, i en pressemeddelelse.

Særligt børn får mulighed for at få fodbold integreret i hverdagen gennem samarbejde mellem dagtilbud, skoler og fodboldklubber, hvor leg, læring og glæden ved idræt står centralt.

Kolding Kommunes borgmester, Jakob Ville (V), understreger vigtigheden af alliancen:

-Velfærdsalliancen er med til at omsætte vores ambitioner om inkluderende fællesskaber til konkret handling. Fællesskaber, hvor alle – uanset forudsætninger – føler sig hjemme, er afgørende for trivsel og sundhed. Derfor er det værdifuldt for os at fortsætte samarbejdet med DBU.

Også DBU Jyllands formand, Ole Ladefoged, ser frem til at støtte lokalklubberne:

-Vi bidrager med rådgivning og støtte til de lokale klubber. Velfærdsalliancen bygger på et tæt samarbejde med dem, der åbner fodboldens fællesskaber for flere.

Jonas Kallan Langvad (V), formand for Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune, tilføjer:

-Fodboldklubberne skaber vigtige fællesskaber, og med velfærdsalliancen kan vi åbne dørene for endnu flere børn og unge – også dem, der måske ellers ikke selv finder vej til fællesskabet på og uden for banen.

Udover de sociale aktiviteter indeholder aftalen også afviklingen af tre ungdomslandskampe i perioden, hvilket skal styrke engagementet og skabe endnu mere liv på banerne.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: