Tøjbutik dropper midtbyen: Satser udelukkende på e-handel

Mandag 06. April 2020 15:27 645
-Selvfølgelig er jeg ked af at skulle lukke butikken, men udviklingen gør, at webshoppen tager mere og mere over, siger direktør i Lis G, Annette Gaardsted. Pressefoto. -Selvfølgelig er jeg ked af at skulle lukke butikken, men udviklingen gør, at webshoppen tager mere og mere over, siger direktør i Lis G, Annette Gaardsted. Pressefoto.

I løbet af sommeren vil der blive afholdt slutsalg i butikken i Kolding.

Tøjbutikken Lis G, der sælger smart tøj til store kvinder, lukker butikken i Bredgade i Kolding.

Det afslører direktør Annette Gaardsted. Efter flere måneders overvejelser er beslutningen altså faldet på, at den fysiske butik lukker.

Virksomheden befinder sig midt i en digital transformation, som blandt andet indebærer at den fysiske butik lukker, virksomheden flytter til andre lokaler uden for midtbyen, som er mere egnede til webshoppen og introducerer 4-6 årlige arrangementer på den nye adresse.

Behov for mere plads til webshoppen

Lis G flytter til et lejemål, som er bedre egnet til at drive en webshop fra. Flytningen kommer på et tidspunkt, hvor der er stor aktivitet hos Lis G, hvorfor der nu er behov for lidt mere lagerplads. For at kunne opretholde den høje servicegrad og kvalitetsniveau, og for til stadighed at yde den bedst mulige service, er flytningen til mere egnede faciliteter en nødvendighed.

- For os handler det om at skabe værdi for vores kunder, og om at møde dem, hvor de er. Virkeligheden i dag, er sådan, at vi alle sammen bruger mere og mere tid online, så derfor er det også naturligt, at vi hos Lis G følger den udvikling, fortæller Annette Gaardsted i en pressemeddelelse.

Butikken lukker i løbet af sommeren 2020, hvor der vil blive afholdt et slutsalg/flyttesalg, så der kan blive sagt ordentligt farvel til butikken og dens lange historie:

- Selvfølgelig er jeg rigtig ked af at skulle lukke butikken, som har ligget i Bredgade i mange år og flytte fra vores fine lokaler i midtbyen, men udviklingen gør, at webshoppen tager mere og mere over. Jeg håber selvfølgelig at se rigtig mange af vores kunder, til de arrangementer, vi kommer til at afholde fremadrettet, siger Annette Gaardsted og tilføjer:

- Det bliver spændende og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang det nye sted. Vi vil selvfølgelig fortsat udsende kataloger, hvor man kan se sæsonens nye flotte varer.

Tags