Tirsdag, 22. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

IBA har fået en pris for god arkitektur. Foto: Kolding Kommune. IBA har fået en pris for god arkitektur. Foto: Kolding Kommune.

Syv byggerier modtager hæder for god arkitektur

Skrevet af  07-10-2019- 19:29:32

Kolding Kommune har mandag fejret Arkitekturens Dag.

På programmet var blandt andet uddeling af priser for god arkitektur, hvor syv meget forskellige byggerier blev hædret.

Traditionen tro var ét af årets højdepunkter på Arkitekturens Dag i Kolding prisbelønning af god arkitektur, som foregik på Biblioteket i Kolding.

Kandidaterne til finalefeltet er fundet i puljen af forrige års byggerier og i år kunne årets bedømmelsesudvalg vælge mellem 10 bygningsværker i flere forskellige kategorier som privat boligbyggeri, erhvervsbyggeri, og bygnings- og byforbedringer.

Bedømmelsesudvalget har i år valgt at præmiere fire byggerier – og give hædrende omtale til yderligere tre byggerier.

De bygningsværker, som bedømmelsesudvalget har tildelt arkitekturpriser, er:

Fjordvej 114

Villaen på Fjordvej 114 er en ombygning af det 60’er-hus, der tidligere lå på grunden, men det ser man ikke umiddelbart. Kun de bevarede betonmure, der adskiller sig fra de nye, som endnu fremstår helt upatinerede, afslører dén del af husets historie. Den svævende figur, der er beklædt med træ, fremstår med sit enkle formsprog på samme tid moderne og tidløs.

Dette elegante hus viser, at en meget enkel arkitektur kan have store æstetiske kvaliteter.

Bedømmelsesudvalget prisbelønner Fjordvej 114 for:

”- et enkelt og let aflæseligt greb, der elegant indrammer boligen og fjorden”.

Ejere: Jeanett og Kim Hyldahl, rådgiver: Stokvad rådgivende ingeniører, arkitekt: Lars Schwartz Hansen, Skads Tømrer.

Havneparken 1 - IBA

I det forgangne år er campus-området vokset med endnu en uddannelsesbygning, som bringer liv til området omkring Kolding Å. IBA’s nye hus er tilsyneladende ikke et ekstravagant hus. Konstruktionen og formen er faktisk ganske enkel. Men den rytmiske og farverige facadebearbejdning gør, at den enkle bygningskrop bliver til en karakterfuld og skulpturel bygning.

Bedømmelsesudvalget prisbelønner IBA i Kolding for:

”- en enkel arkitektur med en særdeles karakterfuld og skulpturel facade, der formidler bygningens indre liv”.

Bygherre: IBA erhvervsakademi, rådgiver: Hoffmann og NIRAS, arkitekt: Kjaer og Richter, Gustin.

Kløvkærvej - Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger

Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger er blevet til i et samarbejde mellem forskellige parter. Kolding Kommune bød ind med en grund og i den efterfølgende arkitektkonkurrence blev det Alfabo (dengang Lejerbo Kolding) der sammen med deres rådgiverteam blev udvalgt til at bygge boliger dér, hvor fyrværkerikatastrofen i 2004 efterlod et stort åbent areal i bydelen.

Bæredygtigheden er ikke kun at spore i den åbne håndtering af arealernes regnvand og det klare valg af træ som byggemateriale – der er også lagt vægt på at skabe et socialt bæredygtigt boligområde, hvor fællesskabet mellem områdets beboere spiller en væsentlig rolle.

Bedømmelsesudvalget prisbelønner Fyrværkeriparken i Seest for:

”- en nyskabende boligbebyggelse, der på fornem vis demonstrerer social og miljømæssig bæredygtighed”.

Bygherre: Alfabo, rådgivere: Dissing + Weitling architecture, MOVE arkitektur, Wissenberg A/S, Egil Rasmussen.

Låsbyhøj Sundhedscenter

I et samarbejde mellem Kolding Kommune og Region Syddanmark er det lykkedes at samle flere funktioner i ét hus og samtidig bringe nyt liv til det bevaringsværdige gamle hus, som nu igen fremstår imponerende smukt på sin høj for enden af Låsbygade.

Der har gennem processen været stort fokus på, hvordan bygningens bærende bevaringsværdier kombineres med et moderne sundhedshus.

Låsbyhøj er et overbevisende og flot eksempel på, hvordan det lader sig gøre at løse en kompleks rumfordelings-opgave i den bundne, fysiske ramme, som en historisk bygning udgør.

Bedømmelsesudvalget prisbelønner Låsbyhøj Sundhedscenter for:

”- en smuk arkitektur, der med største selvfølgelighed skaber et nyt, samlende rum i bygningens hjerte”.

Bygherre: Kolding Kommune og Region Syddanmark, rådgivere: KG Hansen, GPP arkitekter, NIRAS, Boldt-Henningsen landskab, Tegnestuen Mejeriet.

Hædrende omtaler

Kirkegårds Allé 4

Bygningen på Kirkegårds Allé i Christiansfeld har haft en omskiftelig tilværelse. Den blev opført som brandstation og blev senere til museum, men har også været brugt til bolig. Nu har bygningen fået nyt liv som butik. Bygningens historie som brandstation er flot understreget ved genetablering af portåbningerne i stueetagen og udskiftning af især vinduerne har givet bygningen sit rette udtryk tilbage.

Der er med denne grundige istandsættelse gjort en ekstraordinær indsats, som ikke blot har givet bygningen nyt liv, men faktisk løfter hele området omkring ankomsten til Gudsageren og sammenhængen med resten af byen.

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til Kirkegårds Allé 4 i Christiansfeld for:

”- en omhyggelig restaurering, der er tro mod bygningens arkitektur og historie”.

Ejer: Szocska Living.

Fjordvej 106A

Huset er venligt og imødekommende fra vejen og byder både besøgende og forbipasserende på rumligt varierede oplevelser - selvom det også i dette hus er tydeligt, at fjorden naturligvis er den største attraktion.

Her er tale om et komplekst hus, som har meget på hjerte. Både i formgivning, materialer og udførelse er der lagt meget omhu og omtanke. Særligt skal fremhæves murværket detaljerig-dom.

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til byggeriet af Fjordvej 106A for:

”- en arkitektur med fokus på materialets skønhed og håndværksmæssig stolthed”.

Ejere: Karen Margrethe og Jørgen Fode, rådgivere: E+N arkitektur, Chr. Og Kaj Nielsen, murerfirma Johansen og Bodholdt.

Skovhavevej 18

Landejendommen på Skovhavevej 18 i Bjert blev overtaget af de nuværende ejere for få år siden. På den korte tid er der sket en forvandling af den gamle ejendom – fra nærmest urørte landbrugsbygninger til dyrehold og et nedslidt stuehus, til en moderne bolig og et imponerende showroom for ejernes butik.
og det er ny rekord.

Med næsten 27 procent af de afgivne stemmer blev Kirkegårds Allé 4 i Christiansfeld valgt som årets favorit – efterfulgt af IBA’s nye undervisningsbygning og renoveringen af Låsbyhøj, som fik henholdsvis 15 og 13 procent af stemmerne.

Der er gjort en særlig indsats for at puste liv i de gamle driftsbygninger, der nu fungerer som showrooms. Det er en indsats, som ikke har været strengt nødvendig for at sælge butikkens varer, men derimod er resultatet af ambitiøse ejere med en stærk vilje og mod på dette meget omfattende projekt.

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til Skovhavevej 18 for:

”- en ambitiøs omdannelse med omsorg og respekt for de oprindelige bygningers karakter og historie”.

Ejere: Betina og Mark Houmann, rådgiver: Claus Reinholdt.

Borgernes favorit

Ud over bedømmelsesudvalgets arkitekturpriser er også prisen ”Borgernes favorit” uddelt. Den er udpeget via en offentlig afstemning på Kolding Kommunes hjemmeside. Der blev afgivet hele 1524 stemmer i år – og det er ny rekord.

Med næsten 27 procent af de afgivne stemmer blev Kirkegårds Allé 4 i Christiansfeld valgt som årets favorit – efterfulgt af IBA’s nye undervisningsbygning og renoveringen af Låsbyhøj, som fik henholdsvis 15 og 13 procent af stemmerne.

Se billederne nedenunder...

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31