Sylvester ApS indgår nu i et nyt samarbejde med S.D. Kjærsgaard, dansk importør af CASE Construction, og vil nu fungere som forhandler af CASE’s brede udvalg af kompakte entreprenørmaskiner.
Med partnerskabet udvider Sylvester ApS i Kolding deres produktudvalg og kan nu tilbyde alt fra minigravere og minilæssere til elektriske modeller, som er ideelle til støjsvage og emissionsfrie opgaver. Derudover vil udvalget snart blive suppleret med Mikasa komprimeringsmateriel samt skridstyrede minilæssere og larvebåndslæssere fra CASE.
-Vores nye samarbejde med CASE bygger på vores mangeårige erfaring inden for salg og service af kompakte maskiner og vores principper om ordentlighed og høj kundeservice. Vi er glade for at kunne tilbyde endnu flere maskintyper, der matcher vores kunders behov, fortæller Tom Sylvester, ejer af Sylvester ApS, i en pressemeddelelse.
For at gøre det nemmere for potentielle kunder at undersøge deres muligheder, har Sylvester ApS lanceret en opdateret maskinkonfigurator på deres hjemmeside. Her kan man skræddersy en CASE-maskine med det rette udstyr og redskaber til forskellige opgaver og budgetter.