Trods successen er der nu godkendt en ny indsatsplan for bekæmpelsen.
Kolding Kommune har haft stor succes i bekæmpelsen mod den invasive plante kæmpebjørneklo. Den er tæt på, at være udryddet inden for kommunegrænsen, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Der ligger dog stadig frøbanker i jorden og der er enkelte bestande, som fortsat kræver fokus, og derfor har Plan-, Bolig- og Miljøudvalget netop godkendt en ny indsatsplan for bekæmpelsen.
Den nye indsatsplan er uden tidsbegrænsning. Forventningen er, at en jævn – men faldende indsats – er påkrævet i fremtiden.
– Selv om vi er tæt på at have udryddet kæmpebjørneklo på både kommunale og private arealer, så er der enkelte bestande, der stadig kræver en aktiv indsats. Desuden ligger der frøbanker i jorden og nye frø kan indvandre til kommunen. Derfor er det vores vurdering, at vi aldrig helt kommer til at stoppe indsatsen, fortæller miljømedarbejder Tine Hvidtfeldt Steensen fra By- og Udviklingsforvaltningen, som står bag den nye indsatsplan, der bliver endelig godkendt i Byrådet den 26. januar.
Det er medarbejdere i Kolding Kommunes Entreprenørafdeling, der står for at udrydde kæmpebjørneklo på de kommunale arealer.
Fakta om kæmpebjørneklo
Kæmpebjørneklo er en skærmplante, som kan blive op til fem meter høj med flere meter lange blade. Stænglen er furet, typisk håret og med rødlige pletter.
Planten sætter hvide blomster i juni-juli i store skærme, som i gennemsnit kan smide 20.000 frø pr. plante. Frøene kan ligge i jorden i mange år og vente på, at forholdene bliver de rigtige til at spire. Udover at fortrænge hjemmehørende arter og derved påvirke biodiversiteten i negativ retning, indeholder planten også en giftig plantesaft, der gør huden ekstremt følsom over for sollys, og derfor kan give alvorlige forbrændinger.
Den mest effektive metode til at fjerne kæmpebjørneklo er at rodstikke planten i det tidlige forår, når bladene er kommet tydeligt frem af jorden, men før planterne når over knæhøjde. Ved særligt store eller vanskelige bestande kan andre metoder supplere rodstikning, f.eks. at kappe blomsterskærmene.
Kolding Kommune giver gerne sparring og gode råd til lodsejere om hvilke metoder, der vil være bedst i forhold til konkrete arealer og forekomster af kæmpebjørneklo.