Rottefængere kommer på tilsyn

Onsdag 30. September 2020 16:36 297
Kommunens rottefængere tager på tilsyn på ejendomme, som er særligt udsatte for rotter. Foto: kolding.dk. Kommunens rottefængere tager på tilsyn på ejendomme, som er særligt udsatte for rotter. Foto: kolding.dk.

Kommunens rottefængere tager på tilsyn på ejendomme, som er særligt udsatte for rotter.

Perioden fra 1. oktober til udgangen af februar er højsæson for rotter. Her søger skadedyrene ind mod huse og ejendomme for at finde mad og husly. I den periode har alle landets kommuner pligt til at føre tilsyn med ejendomme, som er særligt udsatte for rottebesøg. Det kan f.eks. være landbrug, ejendomme, som opbevarer fødevarer, dyrekenneler, rideskoler, minkfarme, osv.

Målet er hurtigst muligt at få gang i bekæmpelsen, hvis der er tegn på skadedyr, oplyser Kolding Kommune.

Tjek både ude og inde

Som udgangspunkt vil de ejendomme, som får besøg af rottefængeren, få tilbudt en gennemgang af ejendommen både udvendigt og indvendigt.

- Rottefængerne indpasser tilsynsbesøgende i deres daglige ture, så borgerne får ikke besked på forhånd om, at rottefængeren kikker forbi. Hvis der ikke er nogen hjemme, tilser vi kun de udendørs arealer for tegn på rotter. Hvis man er hjemme, men ikke ønsker at få tjekket huset indvendigt, så respekterer vi selvfølgelig også det, fastslår miljømedarbejder Mads Ferslev Møller fra Kolding Kommune.

Hvis rottefængeren ikke finder nogen hjemme, efterlader han/hun altid en besked i postkassen om, at rottefængeren har været på tilsyn, og hvad resultatet af besøget har været. Hvis der er tegn på rotter, så sætter rottefængeren fælder op med det samme.

Tags