Kolding Netavis

Risiko for kraftig regn og lokale skybrud: Her er 5 gode råd

Elo Christoffersen

Danmark står søndag over for årets første skybrud, som forventes at ramme landet søndag. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer om risikoen for kraftig regn og lokale skybrud over hele landet, undtagen Bornholm.

Forsikringsselskaberne Topdanmark og If opfordrer derfor danskerne til at tage forholdsregler allerede i dag.

-Vi vil gerne hjælpe vores kunder med at forebygge skader, og med det aktuelle varsel vil vi gerne opfordre vores kunder til at tage deres forholdsregler. Vi følger naturligvis situationen tæt, fortæller boligchef i Topdanmark, Helene Ibsen, i en pressemeddelelse.

Skybrud defineres som mindst 15 mm regn på 30 minutter, og ifølge DMI kan det blive aktuelt i store dele af landet – særligt i Jylland, men også på Sjælland og Fyn.

Helene Ibsen forklarer:

-De typiske skader, som vores kunder bliver ramt af ved skybrud, er vand i kælderen, vandskader gennem utæt tag, kloakvand op gennem toiletter, vand gennem åbne vinduer og døre samt manglende rensning af tagrender og brønde, der giver indtrængende vand.

Topdanmark og If opfordrer derfor boligejere til at foretage en gennemgang af deres hus både udefra og indefra, inden regnen rammer.

Skadeschef i If, Lama Chehade, påpeger:

-Vi ved desværre, at en del danskere først reagerer, når skaden er sket. Men det kan være en trist start på sommeren at få vand i for eksempel kælderen og miste uerstattelige minder – noget der ofte kan undgås med enkle tiltag. Derfor opfordrer vi til, at man allerede nu flytter værdifulde ting væk fra kældergulvet og sikrer, at vand ikke kan trænge ind i huset.

Fem gode råd før et skybrud

  • Klods dine ting i kælderen op, og fjern gulvtæpper, så de ikke bliver skadet ved mindre oversvømmelser.
  • Luk ventilationshuller i ydervæggene.
  • Tjek og rens afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
  • Husk at lukke døre og vinduer, og tjek taget for utætheder.
  • Sørg for at være hjemme – eller få nogen til at holde øje med huset – mens skybruddet står på.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel