TREFOR oplevede i januar i år et rekordhøjt elforbrug i Trekantområdet.
Rekordhøjt elforbrug: Januar 2026 blev historisk for elforbruget i Trekantområdet, hvor TREFOR El-net rapporterer det højeste forbrug nogensinde. Hos private husstande og mindre erhverv blev der brugt hele 81,5 mio. kWh, en markant stigning på 19 % i forhold til januar 2025 og ny rekord over den tidligere topscorer fra december 2025.
Det rekordhøje forbrug viste sig også på dagsniveau, hvor elforbruget 21 gange overgik den tidligere dagsrekord på 2,58 mio. kWh fra november 2025. Ny dagsrekord blev sat den 29. januar med 2,83 mio. kWh.
Der er flere årsager til de mange nye rekorder:
-Det er en markant stigning i forbruget på én måned. Kombinationen af blandt andet koldt vintervejr, et stigende antal elopvarmede boliger og flere elbiler betyder, at vores net er i brug som aldrig før. Rekorderne viser også en udvikling i elektrificeringen af samfundet, vi som elnetselskab skal være klar til at håndtere, fortæller Christopher Damgaard-Carstensen, forretningsspecialist i TREFOR El-net, i en pressemeddelelse.
Det samlede elforbrug i området nåede 206,5 mio. kWh – også ny rekord, hvor december 2025 og januar 2025 følger som henholdsvis anden- og tredjeplads.
Elforbruget hos TREFOR El-net
Top 3 i elforbrug hos private husstande og mindre erhverv i Trekantområdet:
- Januar 2026: 81,5 mio. kWh (ny rekord)
- December 2025: 70 mio. kWh
- Januar 2025: 68,7 mio. kWh
I løbet af januar 2026 slog forbruget 21 gange den tidligere dagsrekord på 2,58 mio. kWh fra november 2025. Ny dagsrekord er fra den 29. januar, hvor forbruget nåede 2,83 mio. kWh.
Top 3 over samlet elforbrug i Trekantområdet:
- Januar 2026: 206,5 mio. kWh (ny rekord)
- December 2025: 181 mio. kWh
- Januar 2025: 180 mio. kWh
