Læserbrev af Karina Lorentzen, MF for SF i Sydjylland, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Det gør ondt at læse den nye rapport om kvaliteten i vores børnehaver. For det, mange forældre og pædagoger i Sydjylland og resten af landet har råbt op om længe, bliver nu bekræftet sort på hvidt: Alt for mange børn møder ikke ind til tryghed, leg og nærvær. Og alt for mange ansatte i vores institutioner kæmper hver dag for børnene med alt for lidt tid og alt for få kolleger.
Kun hver tiende børnehave vurderes som ‘god’. Det er både foruroligende og uacceptabelt.
Vi ved, hvad der virker. Når de voksne har tid til at trøste, grine, støtte og vise vores børn vej i deres hverdag, så vokser børnene og trives. Det er ikke så svært. Flere voksne giver selvfølgelig mere overskud til det enkelte barn og det øger trivslen.
I SF har vi sikret en lov om minimumsnormeringer og milliarder til børneområdet. Det har hjulpet – men det rækker ikke. For minimum er netop kun et minimum.
Men mens kommunerne må vende hver en krone og tvinges ud i spareøvelser på vores børns trivsel, så bruger regeringen milliarder på skattelettelser til dem, der har mest.
SF vil prioriterer børnene. Vi vil have en akutplan for institutioner med lav kvalitet, en reel rekrutteringsplan med flere uddannede pædagoger og bedre vilkår for kommunerne til at opkvalificere deres ansatte. Og normeringerne skal igen kunne ses på institutionsniveau.