Kolding Netavis

Pres på p-pladser: Nu kommer der 100 midlertidige p-pladser

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

100 nye midlertidige p-pladser på et grusareal skal være med til at afhjælpe et akut behov for flere p-pladser i den sydlige del af Kolding midtby.

For en uges tid siden blev 148 kommunale p-pladser ved universitetet i Kolding midtby nedlagt i forbindelse med, at UC SYD nu går i gang med at bygge nyt campus ved siden af SDU. I første omgang har Kolding Kommune indgået en aftale med lystbådehavnen om brug af 50 midlertidige pladser ved Marina Syd i en kortvarig periode, indtil pladserne skal bruges til blandt andet vinteroplag af både. Nu følger yderligere 100 p-pladser i samme område, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

– Med godt én km til campusområder er jeg godt klar over, at placeringen ved Marina Syd ikke er den mest attraktive for de bilister, som har været vant til at parkere ved universitetet. Men med det nuværende pres på p-pladserne har det haft førsteprioritet for os at skaffe nogle ekstra pladser – også selv om placeringen ikke er optimal. Samtidig fortsætter vi med at forsøge at skaffe flere nye p-pladser lidt nærmere bymidten, fortæller afdelingsleder Heine Fischer Møller fra Trafik, Vej og Park ved Kolding Kommune.

Midlertidig tilladelse

De nye midlertidige p-pladser ligger på det areal lige vest for Marina Syd, som BlueKolding har haft gravet op i forbindelse med etablering af nye trykledninger og ny pumpestation fra Kolding Åpark til Agtrup. Arealet ligger i øjeblikket uudnyttet hen, så kommunen har fået tilladelse til at bruge pladsen til midlertidig parkering i op til tre år, mens politikere og myndigheder tager stilling til Marina City-planerne.

Før de nye pladser tages i brug, skal der sættes parkeringsskilte op, arealet skal jævnes, og der bliver kørt stabilgrus på. Parkering vil være gratis og uden tidsbegrænsning. De midlertidige parkeringspladser tages i brug den 28. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel