Sommeren er over os, og Sydøstjyllands Politi advarer nu om de forskellige former for svindelnumre, der typisk opstår i denne sæson.
Forestil dig følgende scenario: Du går en tur på en varm sommerdag, da en kvinde henvender sig med tilbud om at købe nogle halskæder. Selvom du høfligt takker nej, sætter kvinden pludselig en halskæde om din hals for at vise dig, hvordan den passer. Men i samme øjeblik forsvinder din egen halskæde fra din hals, og kvinden forsvinder hurtigt fra stedet.
Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse om netop denne type tricktyveri den 4. juni.
-Vi ved, at sommeren desværre er højsæson for denne form for tricktyveri på åben gade, hvor folk desværre narres og bestjæles, fortæller politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Andre typer svindel og trcktverier
Udover halskæde-byt advarer politiet også om andre typer af tricktyverier og svindel, der bliver hyppigere om sommeren.
Det kan for eksempel være personer på rastepladser, der beder om hjælp til benzin og derefter stikker af med penge og mobiltelefoner i stedet. Eller personer, der sælger “overskudsvarer” som eksempelvis dyre jakkesæt, som ofte er kopivarer.
En anden hyppig taktik er personer, der tilbyder asfaltarbejde til billige penge, men som leverer en dårlig kvalitet og en urimelig regning.
-For at undgå at blive offer for disse svindelnumre opfordrer vi alle til at være ekstra opmærksomme i de kommende måneder. Hvis du bliver narret, så kontakt altid politiet og husk at give så mange detaljer som muligt om personer og køretøjer, da det kan være afgørende for vores efterforskning, slutter Michael Weiss.