SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er forud for de kommende konstitueringsforhandlinger gået sammen om at formulere kravene til den kommende regionsrådsformand. Det skriver SF, Radikale Venstre og Enhedslisten i en fælles pressemeddelelse.
Region Syddanmark står over for store opgaver i den kommende valgperiode: en ny struktur i sundhedsvæsenet, udviklingen af det nære sundhedsvæsen og et tættere samarbejde med både kommunerne og praksissektoren.
Alle tre partier har et ønske om at fortsætte med sikker drift og kontinuitet – og dermed fortsat tryghed for alle borgere og personale.
Det kræver et bredt samarbejde og en driftssikker regionsrådsformand, der kan samle partierne om aftaler på tværs af politiske forskelligheder og styrke demokratisk borgerinddragelse.
For at skabe de bedste rammer for konkrete politiske resultater, er det vigtigt, at alle tre partier får størst mulig indflydelse ud fra deres respektive mandattal, så vælgerne oplever, at deres stemme bliver hørt og reelt gør en forskel.
Med dette afsæt går partierne nu sammen i den kommende proces om konstituering, der skal sikre stabilitet, udvikling og et stærkt regionsråd de næste fire år.
