Årets hyggeligste juleløb skabte juleglæde i Kolding Storcenter.
Over 400 personer deltog i juleløbet: Søndag formiddag løb årets hyggeligste juleløb af stablen i Kolding Storcenter, hvor over 400 deltagere havde snøret løbeskoene og taget familien med til en festlig tre kilometers tur. Deltagerne kunne vælge mellem at løbe eller gå. Det var med start og mål i Kolding Storcenter.
Mange af deltagerne var klædt ud:
-Jeg vil tro, at to tredjedele af deltagerne er klædt ud i et eller andet juletema. Så der er juleri over det hele, fortæller løbsarrangør fra Krixrun, Kristina Schou Madsen, til Kolding Netavis og tilføjer:
-Vi har haft juleløbet her i Kolding Storcenter i nogle år efterhånden. Der plejer at være massiv opbakning til det her. I år kan jeg helt klart se, at der er mange flere, der kommer i julepyjamas og nissehuer. Der er nogen, der er klædt ud som et helt juletræ, og der er julelys. Det gør mig virkelig, virkelig glad, at folk tager det her som en juletradition og en måde at komme sådan rigtig i julestemning på.
Alle, der deltog, modtog en sød julemedalje – perfekt til at pynte juletræet med – som et minde om den dejlige dag. Derudover blev der uddelt præmier til de ti bedst juleudklædte deltagere.
Se billederne øverst i artiklen…




















