Kolding Netavis

Otto Skak: -Statsministeren må nu komme med et påbud

Formanden for Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmark, Otto Skak, lægger ikke fingrene imellem, når han i anledning af den eksisterende Coronavirus-krise henvender sig indirekte til statsminister Mette Frederiksen (S).

Han ønsker, at ministeren skal komme med et påbud, som vil betyde, at foreningerne kan komme ud af kontraktlige forpligtigelser uden økonomisk tab.

Formanden har de seneste dage fået henvendelser fra mange arrangører, som kan fortælle om, at de ikke aner, om de er købt eller solgt – konkursen hænger og truer. Til mange by- og markedsfester kommer der langt over de 1000 personer, som regeringen har opfordret arrangørerne til at holde sig under. Det betyder, at f.eks. halballer, damefrokoster og bankospil må aflyses, og snart kommer tiden med byfester, kræmmermarkeder m.v., der også må aflyses med store økonomiske tab til følge.

I starten af april starter den nye sæson for afviklingen af by- og markedsfester. Men allerede for mange måneder siden har den enkelte arrangør underskrevet lejekontrakter på bl.a. telte og toiletfaciliteter samt på solister, mad- og drikkevarer. Kommer der ikke et påbud fra regeringen om, at disse arrangementer med mange mennesker ikke må afvikles, vil det betyde manglende indtægter og dermed stor risiko for, at foreninger ikke kan betale enhver sit.

Rigtig mange foreninger, som arrangører, har momsfritagelse, mod at de udlodder hele årets overskud til velgørende formål. Disse foreninger har ingen formue/driftskapital at stå imod med. De klarer sig udelukkende ved salg af billetter, stadeleje m.v., så når der ikke kommer indtægter fra arrangementer, og de forudbetalte billetter og stadeleje skal refunderes, er konkursen en realitet – til stor skade for det ”frivillige Danmark”.

Har brug for en afklaring

– Alle de 1000-vis af frivillige rundt i Danmark har stor behov for en afklaring: Vil regeringen hjælpe i denne situation, eller bliver foreningerne ofret i bestræbelserne på at bekæmpe denne epidemi, lyder det fra Otto Skak.

Sammenslutningen af By- og Markedsfester bakker selvfølge op om, at anbefalingerne fra regeringen skal følges af foreningens medlemmer, men formanden anfører, at det er en helt urimelig situation, de mange frivillige foreningsledere er sat i. Det er endnu et slag mod frivillighedsprincippet, der gør det endnu sværere at få frivillige til, fremadrettet, at stå i spidsen for de utallige små og store fester rund i hele landet.

Der er i debatten mange gange peget på, at mange arrangører har mulighed for at flytte deres arrangementer til et senere tidspunkt på året. Det har de imidlertid ikke mulighed for, da der gennem en årrække er skabt tradition for, hvornår hver by- og markedsfest afvikles, og dermed er der også skrevet kontrakter med tivolier, kræmmere.

Tagget med:
Del denne artikel