Kolding Netavis

Nyt tiltag på denne genbrugsplads

Med Byttecentralen på genbrugspladsen på Bronzevej kan borgere nu hente hinandens genbrugsguld.

En lænestol, et ludospil, et kaffestel. Det er nogle af de ting, der ofte bliver afleveret i kommunens loppecontainere eller i containerne til genanvendelse. Men rigtig mange ting er alt for gode til ikke at blive genbrugt, præcis som de er. Derfor starter Kolding Kommune 1. september en forsøgsordning, hvor borgerne kan hente hinandens genbrugsguld.

– Med forsøgsordningen på Bronzevej tager vi endnu et skridt mod cirkulær økonomi. For med direkte genbrug tager vi – så at sige – fra øverste hylde i affaldshierarkiet, hvor ting blot skifter hænder, uden at der skal gøres noget ved dem, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, i en pressemeddelelse.

Hos Renovation glæder affaldschefen sig til at åbne Byttecentralen:

– Det har længe været et stort ønske at tilbyde direkte genbrug til koldingenserne. Men både sikkerhed, jura og praktiske forhold skal gå op i en højere enhed. Så det er en sand fornøjelse, at vi nu kan gå i gang med forsøget, fortæller Henrik Martinsen.

En særlig container til Byttecentralen

I dag er det ikke tilladt at tage ting med hjem fra affaldscontainerne – det er det heller ikke efter 1. september. Byttecentralen er en særlig container, hvor borgerne kan stille de ting, de mener, at andre kan bruge. Derfor har Henrik Martinsen en bøn:

– Vi vil så gerne have alle genbrugsskattene ind i Byttecentralen, men der kan være meget stor forskel på standen i genbrugsting og genbrugsmøbler. Så det er vigtigt at tænke over, om man selv ville have noget i samme stand. Er et bord knækket midt over, eller er en lænestol flænset, så hører det ikke til i Byttecentralen. Det skal i de respektive containere, så materialerne kan blive genanvendt i stedet for.

Enkle retningslinjer

Når man tager ting og møbler fra Byttecentralen, skal man følge de enkle retningslinjer:

– Inden man går hjem med sin genbrugsting, skal man huske at notere på iPad’en i Byttecentralen, hvad man har taget, fortæller Kim Ankjær Nielsen, der er Renovations projektleder i cirkulær økonomi og har sat Byttecentralen i søen.

På spørgsmålet om, hvor meget man må tage fra Byttecentralen, svarer Henrik Martinsen:

– En god tommelfingerregel er, at man et par gange om ugen må tage en ting eller et møbel med hjem.

Fakta om Byttecentralen

Byttecentralen åbner 1. september på genbrugspladsen på Bronzevej 4.

Åbningstider: Byttecentralen er åben i den bemandede åbningstid (kl. 9-18). Byttecentralen kan ikke besøges med Genbrug 24-7.

Sådan gør du – trin for trin

1. Find den genbrugsting, du godt kunne tænke dig
2. Registrer tingen på Byttecentralens iPad
3. Du kan nu tage dit genbrug med hjem. Tak fordi du genbruger.

Tagget med:
Del denne artikel