Skip to main content

Kolding Netavis

Ny neonatalafdeling på Kolding Sygehus indviet

Elo Christoffersen
Ny neonatal afdeling på Kolding Sygehus indviet. Fra venstre ses: Carsten Uno, Mette With Hagensen, Bo LIbergren. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Sygehus Lillebælt.

Moderne rammer til de allermindste.

Ny neonatalafdeling på Kolding Sygehus indviet: Tirsdag klippede regionsrådsformand Bo Libergren snoren til det nybyggede neonatalafsnit på Kolding Sygehus, hvor de mest sårbare nyfødte og deres familier nu får helt nye og tidssvarende faciliteter. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Det nye neonatalafsnit rummer 16 familiestuer med eget bad og toilet samt tre intensivstuer med samme faciliteter. På denne måde sikres nyfødte med særlige behov og for tidligt fødte børn optimale rammer for en tryg start på livet – sammen med deres forældre.

Selvom afsnittet blev taget i brug allerede i slutningen af august, blev den officielle indvielse gennemført med snoreklipning i afsnittets atriumgård, hvor regionspolitikere Bo Libergren, Mette With Hagensen og Karsten Uno Petersen holdt taler i tørvejr.

I sin tale understregede regionsrådsformand Bo Libergren (V) vigtigheden af trygge omgivelser for de små mirakler:

-På Kolding Sygehus hjælper vi hvert år mere end 3.500 små mirakler til verden. Hver især fortjener de at komme til verden i trygge omgivelser. Det betyder først og fremmest, at de kan være omgivet af mor og far. Det gælder også for dem, der kommer før terminsdatoen, og dem, der har særlige behov for pleje eller behandling efter fødslen.

Indtil nu har neonatalafdelingen været en del af fødeafdelingen i den gamle bygning fra 1975, som ikke levede op til tidens krav. Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Mette With Hagensen (S), roste medarbejderne og de nye rammer:

-Vi har alle dage haft hamrende dygtige og kompetente medarbejdere her på neonatalafsnittet i Kolding. Nu får I endelig de tidssvarende rammer, som understøtter jer i det arbejde. Rammer, som gør det muligt at skræddersy familiernes forløb. Rammer som gør, at I lykkes.

Bygningen, der blev opført til ca. 88 millioner kroner, lever op til Region Syddanmarks ambitioner om grøn bæredygtighed. Den er DGNB-certificeret, hvilket ifølge Karsten Uno Petersen (S), formand for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling, betyder, at bygningen er opført med fokus på miljø og ressourcer:

-Vi har skabt en bygning i respekt for vores fælles natur og sparsomme ressourcer… håndværkerne har brugt nye, mere klimavenlige materialer – og det har de klaret til et 12-tal.

Nu hvor det nye neonatalafsnit er taget i brug, kan renoveringen af den resterende del af fødeafdelingen begynde. Denne renovering forventes at starte i efteråret 2025.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.