Kolding Netavis

Nordisk Råds Litteraturpris-modtager kommer til Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Nordisk Råds Litteraturpris-modtager, Solvej Balle, kommer til Kolding. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker.

Nordisk Råds Litteraturprisvinder 2022, Solvej Balle, besøger Kolding.

Den 29. marts har Litteratur6000 inviteret Nordisk Råds Litteraturprisvinder 2022, Solvej Balle, til at fortælle om sin romanserie, Om udregning af rumfang. Det sker på Biblioteket i Kolding.

Bogens hovedperson er Tara, der handler med antikvariske bøger sammen med sin mand, Thomas. Kernen i romanen udgøres af dét brud på tiden, som opstår for ægteparret, da tiden med ét kommer imellem dem og mentalt anbringer dem i to forskellige verdener.

Det sker under en forretningsrejse til Bordeaux og siden Paris, hvor Tara kommer ud for den besynderlige oplevelse, at verden i løbet af natten vender tilbage til sit udgangspunkt. Den har nemlig forrykket sig med et døgn og kan derfor genfindes nøjagtig som dagen før. For Tara bliver dagene herefter kopier af den dag, den attende november, som hun allerede har lagret i sin erindring. Thomas derimod føler absolut ingen genkendelse – han er videre.

De tre første bind i serien udkom i 2020 – 22 og bind 4 udkom 18. november 2022. Forfatteren fik allerede ideen til serien i 1986, men måtte omkring flere andre udgivelser før dette værk, der skal komme i syv dele, blev virkelighed.

Solvej Balle vil fortælle om den sære og langsomme proces med romanen, om at vente og lytte, om de bøger, der opstod undervejs, og hvordan de forskellige projekter har været i dialog med hinanden.

Foredraget finder sted onsdag den 29. marts klokken 19-21 på Kolding Bibliotek. Billetter kan købes her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel