Kolding Netavis

Nødpasning fortsætter henover påsken

Kolding fortsætter nødpasning i påsken.

Vi står i en særlig situation, som kræver særlige foranstaltninger. Derfor vælger Kolding Kommune at give forældre, der varetager kritiske samfundsfunktioner, mulighed for pasning i både weekender og helligdage, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Normalt har nødpasning været et alternativt på de almindelige åbningsdage. Men nu fortsætter nødpasningen også over påske og foreløbig frem til og med mandag den 13. april.

– Vi ved, at forældrene er pressede, og skal passe på de syge på sygehusene eller de ældre på plejehjemmene. Hvis de så oven i det, skal være usikre på, hvem der kan passe deres børn imens, går det ikke. Derfor gør vi i Kolding alt hvad vi kan for at skabe tryghed omkring de familier, som varetager kritiske opgaver og viser samfundssind, siger direktør for Børn, Uddannelses og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Michael Petterson, i pressemeddelelsen.

Hidtil har Regeringen ikke forlangt, at kommunerne også holder åbent på helligdage, så derfor har mange kommuner været afventende. Men i Kolding ønsker man klarhed både i forhold til pædagoger og folk der skal kunne sige ja til vagter i påsken.

– Vi vil ikke være stopklods i forhold til at få vagtplanerne på de kritiske områder til at gå op. Så derfor har vi taget denne beslutning nu, siger Michael Petterson.

Betingelser for at benytte nødpasning

Nødpasningen gælder stadig kun børn op til og med 3. klasse. Og kan bruges af forældre, der lever op til de betingelser, som Regeringen har sat. Det betyder, at nødpasning kan benyttes af:

– Forældre der varetager kritiske funktioner i det offentlige.

– Forældre der er ansat i en privat virksomhed der ikke har hjemsendt medarbejderne.

– Børn og unge der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov herunder tilfælde hvor forholdene i barnets eller den unges hjem begrunder et nødpasningstilbud.

Forældre kan dagligt melde ind til deres normale dagplejer/institution/skole, hvis de har brug for nødpasning.

Særligt for nødpasning i påsken, vil børnene blive passet i institutionen Nordstjernen, Nørremarksvej 18, som ligger tæt på Kolding Sygehus. Her skal der ske selvstændig tilmelding til:

Skolechef, Karen Mortensen, mob. 2132 4036 – for børn 6-9 år

Børnechef, Merete Lund Westergaard, mobil: 4231 8135 – for børn i daginstitution

Tagget med:
Del denne artikel