Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), byrådskandidat og regionskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Vi er heldigvis mange, der kan blive enige om én ting: Det er ikke i orden at tale grimt til kassedamen, servicemedarbejderen eller sagsbehandleren. Vi siger til hinanden, at man skal behandle andre med respekt. Vi nikker, når nogen siger: ”Man skal tale ordentligt.”
Men så er der politikere.
Når det gælder os, er tonen en anden. Det er som om, mange mener, at vi selv har bedt om det. At man nærmest skal kunne klare hvad som helst, fordi man har valgt at stille sig frem. Som om det er prisen for at tage ansvar – at man bliver kaldt dum, kynisk, manipulerende eller magtsyg. Og det gør ondt. Ikke fordi man ikke tåler kritik – det gør man. Kritik er nødvendigt. Men fordi tonen ofte ikke handler om indhold, men om at gøre ondt.
Jeg er en helt almindelig kvinde på 41. Jeg er mor, jeg arbejder, og jeg har været en del af en politisk organisation i flere år. Men det har ikke altid ligget til mig at tage ordet.
Jeg er vokset op med at have oplevet alkoholisme på nærmere hold, hvorfor der reelt ofte ikke var plads til at være barn. Jeg lærte tidligt at være stille. At være usynlig. At det var klogest ikke at fylde for meget. Og det sidder stadig i mig. Jeg ved, hvordan det føles at være bange for at sige noget forkert. Jeg ved, hvordan det føles at tie, selv når noget er vigtigt.
Derfor har det også været en personlig rejse at finde modet til at sige: Jeg vil gerne være med. Jeg har noget at byde ind med. Det har ikke været nemt. Men jeg gjorde det – ikke for at være noget særligt, men fordi jeg tror på, at politik skal formes af mennesker, der har mærket virkeligheden på kroppen.
Og netop derfor gør det ind imellem ekstra ondt, når nogen skriver noget groft. For det føles som at få at vide: ”Du skulle have holdt dig væk. Du er ikke god nok.”
Men jeg tror ikke på, at det er den vej, vi skal gå.
Vi mister noget vigtigt, hvis vi kun overlader politik til dem, der kan holde til alt. Vi mister mangfoldighed. Vi mister menneskelighed. Og vi mister dem, der måske har noget helt særligt at bidrage med – men som stadig øver sig i at stå ved sig selv.
Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed. Jeg skriver det, fordi vi – som samfund – bør insistere på en ordentlig tone. Også i politik. Især i politik. For det handler ikke om at være enige. Det handler om at huske, at vi er mennesker.
Så mit håb er, at vi kan starte dér. Med at tale hinanden op. Med at være nysgerrige i stedet for nedladende. Og med at huske, at bag hvert ord står et menneske, der prøver at gøre en forskel. Også når hun bare er en helt almindelig kvinde på 40, som har lært at turde fylde lidt mere.
